10/11/2024 0 Kommentarer
Smuk indsættelse af Broagers nye sognepræst Anne-Mette Damkjær Larsen
Smuk indsættelse af Broagers nye sognepræst Anne-Mette Damkjær Larsen
# Nyheder

Smuk indsættelse af Broagers nye sognepræst Anne-Mette Damkjær Larsen
PRESSEMEDDELELSE
Menighedsrådet i Broager glædes over at byde Anne-Mette Damkjær Larsen velkommen til indsættelsen, som fandt sted den 10. november i Sognegården.
Trods den lille sal, til så stor en begivenhed, blev det en smuk indsættelse med procession med følge af provst Poul Gregers Geil, samt 7 præster fra nabosognene.
Festlighederne fortsatte i Broagersalen, med lækre boller og stor lagkage, samt taler og sang.
Menighedsrådsformand Marianne Tychsen udtaler: Anne-Mette Damkjær Larsen er en kompetent og erfaren præst, som har dygtiggjort sig inden for mange felter. Det er en stor tilfredsstillelse, at vi efter en, i kirkelige sammenhænge, kort og intens proces kan tiltrække flere super gode kandidater og så have mulighed for at ansætte Anne-Mette.
Hun har gjort et tillidsvækkende og kompetent indtryk på menighedsrådet, hun er rummelig, inkluderende og vægter kolleger og lokalmiljø højt. Vi forventer os meget af hende og sammen med de øvrige ansatte har vi et utroligt stærkt hold.
Anne-Mette skriver om sig selv:
Til november tiltræder jeg som sognepræst i Broager, og jeg glæder mig til at møde jer og lære alle i sognet at kende. Jeg kommer fra en stilling som sognepræst i Ensted Kirke i Aabenraa Provsti, hvor jeg har været i 16 år. Som præst er jeg optaget af mødet med mennesker, og hvordan vi skaber kirke sammen. Jeg brænder for at formidle kirkens budskab på en måde, der taler til alle aldersgrupper. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig velkomne og trygge i kirken.
Privat nyder jeg at koble af med en god bog og en kop kaffe, og jeg elsker at komme ud i naturen på en gå- eller løbetur.
Jeg flytter ind i præstegården i Broager sammen med min mand, Lars Damkjær, som er gymnasielærer i Sønderborg, samt vores børn Aksel på 14 år og Karla på 11 år. Vi håber, at I vil tage godt imod os, når vi kommer til sognet.
Jeg ser frem til at blive en del af holdet i Broager og til samarbejdet fremover.
Kontakt: Formand, Marianne Tychsen, 52996444 efter 16.00
Kirkekontoret, 7444 0755 i åbningstiden.
Kommentarer