Om kirken
Kirkeistandsættelse
Danmark er kendt for sine middelalderkirker. Landet over ligger ca. 1700 middelalderkirker, som alle har det til fælles, at deres vedligeholdelse og sikring for eftertiden er en ressourcekrævende og bekostelig affære.
I 2016 modtog Broager Kirke støtte fra Kirkeistandsættelsesordningen med følgende begrundelse:
“Broager kirke er en af Sønderjyllands mest markante kirker med sin dominerende beliggenhed, sin romanske teglstenskerne, sit vældige, middelalderlige tårn, der toppes af et højt dobbeltspir, samt sine to ligeledes middelalderlige korsarmskapeller. Dens klokkehus er landets største af sin art, og dens inventar tæller fornemme stykker som den anselige og ganske unikke altertavle i akantusbarok fra 1717, en dørfløj fra 1786 og de to stykker, der ønskes restaureret, ikke mindst den mægtige, dygtigt skårne figur af Sankt Georg og Dragen, der er placeret i nordkapellet, midt i en kalkmalet udsmykning med motiver fra Sankt Georgs liv. [Motiverne er fra Sankt Jørgens martyrium...]
Figuren af Sankt Georg og Dragen har et aktuelt behov for at blive behandlet mod borebilleangrebet, samt at pengeblokken, der på grund af sin alder er yderst bevaringsværdig og af stor kulturhistorisk betydning for kirken, som nævnt er skadet efter at have været fjernet fra kirken. Det er endelig bemærket, at dørfløjen i kirkens østdør fra ca. 1786 har spredte rådskader og derfor også kunne trænge til en istandsættelse, mens resten af inventaret er i fin stand.
Broager kirke har en indlysende regional og derved også national betydning, mens figuren af Sankt Georg og Dragon er yderst usædvanlig. På Nationalmuseet findes et lignende værk, udført omkring 1520 til en kirke i Husum i Sydslesvig, som blev revet ned i 1807. Men at en figur af denne type fortsat står på den oprindelige plads i den kirke og endog det kapel, hvortil den er skabt, er uden lige.
Ansøgningen gælder således et værk af enestående national betydning med et stort behov for den påtænkte restaurering og må herudfra betegnes som absolut støtteværdig.”
Åben i nyt vindue...
Siamesiske tvillinger
Om Broager Kirkes tårn fortæller et gammelt sagn, at i et slot på Smøl Vold (kort) boede to søstre, der var siamesiske tvillinger og sammenvoksede ved lænden. Den ene døde før den anden, men man turde ikke skille dem ad for at redde den levende, og nogle dage efter døde hun også.
Den længst levende bestemte, at slot og gods skulle sælges, og en kirke bygges for pengene. Det blev Broager Kirke. Til minde om søstrene blev tårnet rejst med dobbelt spir. Det højeste spir minder om den søster, der levede længst.
I realiteten er begge spir dog lige høje. Men fordi de hælder mere eller mindre mod hinanden (det nordre mest) og mere eller mindre mod øst (det sydlige mest) pga. den fremherskende vestenvind, ser det ud som om, at det ene er højere end det andet, hvis man betrager dem direkte fra et af verdenshjørnerne.
Broager Kirke kendes fra 1209. Den er bygget af munkesten i sidste halvdel af 1100-tallet, først apsis, så kor og så skib. Den romanske bygning havde runde buer og små højtsiddende vinduer. Det meget brede tårn fra omkring 1300 er senromansk, hvorimod spirerne fra omkring 1400 er gotiske.
Kirkens tvillingtårn hævdes at have haft betydning under preussernes bombardement af Dybbøl-stillingen i foråret 1864. Man posterede udkigspost på en gangbro mellem spirene, hvorfra man kunne observere nedslag og korrigere ilden derefter. Skytset har været opstillet ved Gammelmark, så man har skullet sende korrektioner via telegraf. Formodentlig har udkigsposten ikke observeret for skytset, men blot modtaget og videresendt meddelelser med optisk telegraf.
Ligeledes gotiske og fra omk. 1500 er sakristi og de to sideskibe, der sammen med kirkens hovedskib danner et kors, hvor sideskibene er korsarme.
Endnu i gotisk tid er et fladt plankeloft blevet erstattet af høje spidsbuede hvælvinger. Derfor ses i kor og hovedskib et sammenstød mellem det romanske (rundbuede) og det gotiske (spidsbuede).
Kirken er viet til Jomfru Maria, men er bedre kendt for sin tilknytning til Sankt Jørgen.
Det skyldes, at det i ældre tid var almindeligt at indrette et kapel, tilegnet Sankt Jørgen, i kirker, der lå ved hovedfærdselsårer, som f. eks. Flensborg Fjord. Om Sankt Jørgen...
Det drejer sig om to helt forskellige historier om forskellige personer med samme navn. I Broager Kirke bliver historierne sammenkædet på en helt enestående måde jf. nederst De forbundne historier.
Den historiske Sankt Jørgen
Sankt Jørgen (Jørgen den hellige, Sankt Georg, Ridder Jørgen, Jürgen, Jønne), (født ca. 275 – 280, død 23. april 303) var en kristen martyr i Palæstina under kejser Diocletians forfølgelser. Han er desuden helgen med helgendag 23. april.
Sankt Jørgens liv ved man kun lidt om. Han blev født i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Som officer i Diocletians hær vandt han stor respekt og fik indflydelse ved det kejserlige hof. Det lykkedes ham at omvende kejserinde Alexandra til kristendommen, og dette kan have foranlediget den hidtil temmelig tolerante kejser Diocletian (regerede 284 – 305) til at indlede sin blodige forfølgelse af de kristne. I 303 blev Jørgen pågrebet, torteret og til sidst, sammen med Alexandra, henrettet udenfor byen Diospolis i Palæstina.
Om det handler Sankt Jørgens Martyrium, som er gengivet på kalkmalerierne i nordre sideskib.
Fortællingen fra oldtiden lyder således: I byen Nicomedia tæt ved Bosporusstrædet havde den romerske kejser Diocletian sit kejsersæde. Han forbød i 303 med dødsstraf al kristendom og afbrændte byens kirker.
En kejserlig soldat Georg (græsk/latinsk for Jørgen) nægtede at adlyde og blev degraderet, skønt kejserinde Alexandra gik i forbøn.
Georg ville ikke afsværge sin kristentro. Han modstod tortur hængt op i et træ. Han tømte et giftbæger uden at dø, og en himmelsk lynild splintrede marterhjulet. Og på den anden væg kan man se ham blive ristet over gløder, forsøgt tvunget til at knæle for afgudsbilleder, samt stukket og boret i. (Og det kan vi følge med i på kalkmalerierne i nordre sideskib).
Alt sammen modstod han, og han døde dog, da han blev halshugget. Men han sejrede samtidig, idet han som en rigtig helgen ikke afsvor han sin tro. (Georgs død og også optagelse i himlen findes ikke på kalkmalerierne, som er faldet af vægen på den vestlige side af nordre sideskib, men det må oplagt have været motiv i de manglende felter).
Den legendariske Sankt Jørgen
Legenden fortæller, at Sankt Jørgen, “Vor Herres første ridder”, kom til et land, hvor en frygtelig drage skræmte folk fra vid og sans med sin forgiftede ånde. Hver dag blev der ofret 2 får til den, men nu var fårene sluppet op, og loddet var faldet på prinsessen, Kleodolinde. Klædt som brud var hun gået ud til dragens hule.
Sankt Georg gik nu til angreb. Med sin lanse spiddede han dragen, og med sit sværd kløvede han dens hoved og befriede prinsessen fra det onde.
Han afslog at modtage gaver for sin dåd bl.a. at få lov til at gifte sig med prinsesse Kleodolinde. Han havde viet sit liv til Jomfru Maria og kunne ikke gifte sig. Men han bad kongen vise de fattige medfølelse.
Figurgruppen
Figurgruppen med den legendariske Sankt Jørgen er fra 1490’erne, men er stærkt restaureret.
Da svenskerne hærgede landet i 1658, havde de hørt, at egnens beboere skulle have gemt deres kostbarheder i dragen, der var hul indvendig. De knuste derfor dragen uden at finde noget. Også hesten slog de hul i bugen på.
Den ødelagte gruppe blev flyttet op på kirkens loft, hvor den stod indtil 1880. Gruppen blev restaureret. Dragen var så ødelagt, at der blev skåret en ny. Der har oprindeligt hørt en knælende jomfru med til gruppen, men hun er forsvundet. (Se også beskrivelse af kalkmalerier i Aarhus Domkirke).
De forbundne historier
Noget tyder på, at der, hvor legenden om Sankt Jørgen slutter, der fortsætter historien med Sankt Jørgens martyrium. Jørgen kommer jo tilbage efter at have dræbt dragen og afslår som belønning at gifte sig med prinsesse Kleodolinde. Det gør han med henvisning til, at han skal tjene Gud i stedet for.
Derved finder kongen, som altså også er kejser Diocletian, ud af, at Jørgen tilbeder en eksklusiv Gud, der ikke tillader kejserdyrkelse. Det anses i Romerriget før kristendommens indførelse for at være asocialt, og det er strafbart. Ifølge Sankt Jørgens martyrium er det kejserinden, der går i forbøn for Jørgen. Men i kalkmaleriets øverste, store felt er det tydeligt, at det ikke er kejserinden, der knæler ned ved siden af Jørgen i forbøn. Det er nemlig en kvinde med udslået hår, så hun må være jomfru - altså Kleodolinde.
Nogle mener også at kunne se, at dyret bag Jørgen skulle være et får, hvorved der skulle komme endnu mere sammenhæng mellem historierne. Men det giver ingen mening, for det var netop efter, at fårene var sluppet op, og dragen krævede mennesker som ofre, at Jørgen drog ud og slog den ihjel. Dyret bag Jørgen er sandsynligvis en hest. Og det giver sammenhæng, for en sådan har netop ridderen og dragedræberen Jørgen, hvorimod man ikke kender til, om soldaten Jørgen skulle have haft en hest.
Kirkens restaurering i 1924-27 afslørede kalkmalerier fra 4 perioder.
c. 1200. Fra kirkens opførelse romansk udsmykning omkring sidealtre og korbue, samt korvindue i nord.
c. 1250. Romansk kristusbillede i apsis.
c. 1500-25. Gotisk dommedagsbillede i korshvælving, rankeværket i midterskib samt billedrækken i sideskib.
c. 1587. Korets renæssancedekorationer med evangelisterne og deres symboler: Mattæus og mennesket, Lukas og oksen, Markus og løven, Johannes og ørnen.
Samtlige kalkmalerier er på kalket bund. Fresko-maleriet, der påmales den våde puds ses ikke i Broager kirke.
Den Peter ly..kt der har dekoreret flere sønderjyske kirker c 1500- 1525 har også været i Broager. Han kendes på rankeværket og blomsterbægerne med de fremstikkende støvdragere.
Apsisbillede
I romansk tid fremstilledes Kristus som verdens hersker.
Han sidder indrammet i en mandorla (mandelform) med Livets Bog og hånden løftet til hilsen. Hans trone er regnbuen, der spænder over jordens ender. Omkring ham er symbolerne “Matthæus engel” og “Johannes ørn”, den første og den sidste evangelist. Nederst ses Maria, Jesu mor, og Johannes, hendes nye søn.
Bag dette billede er en freske med samme motiv.
På apsisbuens underside er der 12 cirkler. De har formodentlig været medaljoner med de 12 disciple.
MAJESTAS DOMINI
Krist den Almægtige, omk. 1250
Dommedagsbilledet
Kristus sidder til doms på regnbuen.
Over ham blæser to engle i domsbasunerne. Omkring ham på regnbuen fremholder to andre engle de torturredskaber, han blev pint med: kors, tornekran, marterpæl, pisk osv.
Under regnbuen står de døde op af gravene. Ærkeenglen Gabriel (?) ser til, mens Mikael vejer sjælene.
Under retfærdighedens sværd t.h. er et helvedtårn til de fortabte sjæle. Men under nådeliljen t.v. er himmelborgen. Sankt Peter står med sin nøgle og hilser de frelste velkommen.
Hvor regnbuen begynder og ender, knæler Maria og Johannes.
Gregem
Domini Sui Jesu Christi
Broaggeranum...
Sognepræster i Broager
efter
Reformationen
På “Sognepræster...” er nu påført:
Inger Hjuler Bergeon 1990-2004
Stefan Klit Søndergaard 2004-
På en ny, lille tavle med overskriften “Øvrige præster i Broager” er påført/skal påføres:
Stefan Klit Søndergaard 2001-2004
David Johannes Kessel 2002-2008
Egon Weber Paulsen 2005-2007
Karin Kofod 2008-2014
Tina Iversen 2014-2019
Malene Franke Freksen 2021-
Diakoner i Broager
efter
Reformationen
På “Diakoner...” er afsluttet:
Hans-Ove Fønsbo 1990-2001
Ord for ord-oversættelse
Gregem
Domini Sui Jesu Christi
Broaggeranum
post
salutiferam
B(oni). D(octori). Martini Lutheri
reformationem
paverunt
past(ori) prim(i)
Oversættelse
Hjorden (=menigheden) af broagerborgere,
som har Jesus Kristus til (sin) Herre,
har siden den gode doktor Martin Luthers frelsebringende reformation
[følgende] førstehyrder (=sognepræster) vogtet.
Hjord
Herre sin Jesu Kristi
broager-
siden
frelsebringende
gode doktor Martin Luthers
reformation
vogtet
hyrder første-
Årstallene
Voc: = vocatus = kaldet
Det er formodentlig det år, som præsten er blevet kaldet til sognepræst i Broager. Han kan inden den tid have været andenpræst andetsteds eller i Broager.
Denat: = denatus = død/afdød
Anno = år
Minist: = ministri = embede(s)/tjeneste(s)
æt: = aetatis = alder(s)
Altså fx:
Laurent Petersen fra Haderslev blev kaldet i 1747. Han døde i sin tjenestes 38. år (havde altså ikke tjent hele 38 år) i sin alders 67. år (døde altså som 66-årig).
Laurent Petersen må have gjort hele sin tjeneste i Broager, for efterfølgeren kom først 39 år efter.
Anderledes er det med Joh. Harboe Halck. Han havde gjort tjeneste i knapt 53 år, da han døde i sit 76. år. Men han kan kun have været sognepræst i Broager i 25 år, idet han blev kaldet i 1704, og hans efterfølger kom i 1729.
Og atter anderledes må der have været en vakance på omkring 3 år, inden Laurent Petersen kom til Broager, idet hans forgænger, som i øvrigt døde temmelig ung, blev kaldet i 1729 og døde efter 15 års tjeneste. Det må have været i 1744, tre år før Laurent Petersen blev kaldet til sognepræsteembedet.
Man kan formode, at den unge Laurent Petersen havde været sin forgængers hjælpepræst. Da forgængeren døde, var Laurent kun 25-26 år gammel, og man har nok villet se ham lidt an og måske også ventet på, at han blev gift, inden han blev kaldet til første præstestillingen (og således kunne man jo - ligesom i dag - spare lidt på lønnen).
Det er tænkeligt, at Laurent blev gift med sin forgængers enke.
Broager Kirke er blevet ændret adskillige gange gennem de mange år, den har eksisteret. Sidst i 1990-erne, hvor der blev foretaget en gennemgribende rensning af kalkmalerierne, blev farverne i kirken forandret, så kirken nu fremstår i lyse toner, prædikestol og døbefond er flyttet. Endvidere er altertavlen flyttet fra sin plads over alteret, således at de tre vinduer i apsis er synlige.
Restaureringen er sket i samarbejde med arkitekterne Hans Lund og Alan Havsteen-Mikkelsen. Sidst nævnte har bl.a. tegnet ny alterskranke samt lavet glasmosaikken i midter vinduet i apsis.
Altertavlen
er siden 2001 placeret i søndre korsarm. Den er fra 1717 og udført af sønderborgeren Anthon Günther Lundt. Stilen er barok med rankeværk af akkantus.
Tavlens 2 søjler indrammer billeder af Korsfæstelsen og Nadveren. Under topstykket ses Nedtagelsen af korset. Dette ovale billedparti blev fjernet ved restaureringen 1923 – 27 for at skaffe plads til det da genfundne kalkmaleri over alteret.
Ved den sidste restaurering påbegyndt i 1993 flyttedes altertavlen fra alteret til sideskibet mod syd, og her blev der plads til dens oprindelige størrelse. Samtidig gennemgik altertavlen en grundig istandsættelse.
De 4 evangelister med deres symboler
Markus: okse
Matthæus: menneske
Lukas: løve
Johannes: ørn
Jesus på korset med Johannes, Maria m.fl. for hans fødder
Jesus tages ned fra korset
På det nederste billede på altertavlen er
Den sidste nadver
En detalje i billedet er særlig fascinerende. Det er Judas, han som forrådte Jesus og solgte ham for 30 sølvpenge. Judas er en af dem, som sidder i forgrunden i billedet med ryggen mod beskueren. Men hvordan kan man se, hvem der er Judas? Hvordan kan man genkende ham bagfra i skyggen fra lyset på bordet? Jo, det kan man se på hans hånd, der med lange, gribende fingre rækker ud efter den pung eller pengepose, som ligger på bænken ved siden af ham.
Døbefont
Fonten er romansk, sammensat af to granitarter: en rødlig kumme på en grålig fod. De 4 mands hoveder på foden er sirligt udhuggede. Hovederne er modstillet to og to. To med page hår uden skæg og to med midterskilning og skæg.
Fonten kan være lige så gammel som kirken, dvs. fra o. 1200 fontelåget er en krone af træ fra 1780'erne.
Dåbsfadet af messing er fra samme tid.
Niche, sidealtre
I kirken er der til højre og venstre for korbuen nicher til sidealtre beregnet på lægfolket. I Maria-siden, den venstre, var kvindernes alter. Højre side er Johannes´ side. Her var mændenes alter. Til disse altre bragtes offergaver til kirke og præsteskab.
Prædikestol
i renæssancestil er dateret 1591.
De 6 billedfelter med tilhørende skriftsteder viser: Syndefaldet i Genesis III (1. Mosebog 3), Moses og den helbredende kobberslange i Numerii XXI (4. Mosebog 21), Kristi fødsel i Lucæ II (Lukas 2), korsfæstelsen i Marci XVI (Markus 16), opstandelsen i Matthæi XXVII (Mattæus 27) og genkomsten i Matthæi XXV (Mattæus 25).
Stolens stil, datering og de tyske indskrifter viser, at den er af tidlig flensborgsk type.
Den er sandsynligvis ikke et arbejde af Hinrich Ringerinck, Flensborg, men snarere lavet af hans læremester Johan von Bre men, grundlæggeren af den flensborgske type prædikestole.
Lydhimmel
Prædikestolens lydhimmel, ca. 1790, har 3 topstykker med hver sin dydsfigur.
Håbet symboliseres ved en kvinde med anker og fugl Fønix, der genopstod af sin egen aske. Styrke symboliseres ved kvinde med søjle. Retfærdigheden er en kvinde (Justitia) med sværd og vægt, men ikke bind for øjnene i denne udgave.
Symbolerne er mere hedenske end kristne. Dyderne var romerske gudinder.
Krucifiks
Krucifikset fra ca. 1250 er en blandingstype mellem senromansk og unggotisk. Det er et såkaldt lægmandskrucifiks, beregnet til at hænge under buen ind til koret midt for lægfolket i hovedskibet. Et typisk romansk krucifiks er et sejrskrucifiks, der fremstiller Kristus som dødens overmand. Han står på korset med hovedet løftet og med kongekrone. Han har ingen blod- og sårmærker.
Et typisk gotisk krucifiks er et lidelseskrucifiks. Kristus er det lidende menneske med ansigtet fortrukket i smerte og med blødende og gabende sår. Han hænger på korset og har en tornekrone på hovedet.
Krucifikset er restaureret i 2003.
Hatteknage
Tre agtværdige borgere fra Skodsbøl: Knutzen, Wilhelmsen og Thøisen har brugt denne hatteknage, da der endnu var pulpitur, »balkon«, på skibets sydvæg.
Syddør
Skibets tilmurede syddør er den oprindelige mandsindgang. Tilsvarende findes i nordmuren en kvindedør. Dørenes omrids ses udvendig og indvendig i kirken.
Den smukke hvide villa umidelbart vest for kirken har kun været præstgård siden 1990. Huset er bygget i 1863 og fungerede under krigen i 1864 som lazaret.
Klokkehuset er fra 1650. Med sine 7 x 7 m i grundplan er det landets største fritstående klokke hus. Det blev bygget til at bære kirkens 3 klokker, der måtte nedtages fra det alt for svagt byggede kirketårn. Kirketårnet er siden blevet forstærket, og klokkerne blev i 1904 flyttet tilbage til deres oprindelige plads.
Den ene klokke er fra 1200-tallet, de to øvrige er såkaldte genforeningsklokker til erstatning for klokker, som blev afleveret til krigsbrug i 1917.
Efter restaurering i 1976 bruges klokkehuset nu som kapel.
Under arbejdet med klokkehusets restaurering stødte man under gulvet på en romansk teglstens grav med et barneskelet. Trods denne gravs anselige alder kaster fundet intet nyt lys over kirkens og heller ikke dobbeltspirenes oprindelse.
Klokkeringning efter alder
Dødsringning eller sjæleringning spillede en stor rolle i middelalderen. Formålet var at kalde sognets beboere til bøn for den døde. Ringningerne blev gentaget syv og 13 dage efter selve dødsfaldet samt på årsdagen.
Broager Kirke havde detaljerede regler for klokkeringning. En oplysning nedfældet i 1863 fortæller, hvordan Broager Kirkes tre klokker tidligere ringede for sognets døde. Hvis den afdøde var under otte-ti år, ringede man med kirkens mindste klokke. Den mellemste klokke blev brugt, hvis den døde var ældre end ti, men stadig ukonfirmeret. Kirkens største klokke blev brugt, hvis den døde var konfirmeret.
I resten af Danmark ringede man også med udgangspunkt i den dødes alder. Derimod ringede kirkerne i nabolandene Sverige og Finland efter den dødes køn.
I dag ringer vi i Broager Kirke ens for alle kl. 11.00 mandag til fredag, efter at vi har fået at vide, at nogen fra sognet er død.
Krigergrave
Henved 300 faldne fra de slesvigske krige hviler på Broager kirkegård.
Nord for sakristiet på gravstedet indhegnet af nygotisk støbejernsgitter findes en gravsted på underkorporal Hans Nielsen Brahesborg, der faldt i træfningen ved Egernsund den 28. maj 1848.
Fra krigen 1864 hviler her 73 danske og godt og vel 200 tyske soldater. Til minde om de danske soldater er rejst en sleben granitobelisk med indskrift: Minde over 73 danske krigere faldne ved Dybbøl i kampen for fædrelandet 1864.
I en grav sammen med tre kammerater hviler feldwebel Probst, den kendte fanebærer fra skanse V.
Lange gravrækker bærer kun en beskeden sten: Hier ruhen preussische Soldaten gefallen in dem Kampfen von Dübbel 1864.
At der findes så mange begravelser fra slagene på Dybbøl i 1864 skyldes alene, at den nuværende præstegård (Vestergade 36) var indrettet til lazaret.
Og i en anden fællesgrav ligger den kendte pioner Carl Klinke, som sprængte palisaderne ved skanse II og derved fandt døden.
Mindehøjen
Minde fra 1922 for 190 faldne soldater fra Broagerland i krigen 1914-18. Højen er 17 meter i diameter ved foden, 3 meter høj og 9 meter i diameter på toppen. Mindestenen på toppen af højen har inskriptionen “Sten satte Broagerland, sønner til minde, faldne i krigen 1914-18”
Der er på højens top plantet 9 egetræer, et for hver af sognets 9 byer. Ved høj ens bund er anbragt 165 sten med 190 navne på de faldne i krigen. En sten for hver familie. Nogle af stenene bærer således flere navne. På 2 stene står 4 navne, dvs. 4 faldne fra samme familie. For variationens skyld er stenenes kors udformet forskelligt.
Mindesten over 2 gendarmer
Fra krigen 1940 - 45 findes en mindesten over to gendarmer, der omkom i Neuengamme under krigen.
Bevaringsværdige gravsteder
Udover ovennævnte gravsteder, blev der i 1990 foretaget en registrering af 68 bevaringsværdige gravsteder på Broager Kirkegård. Blandt de registrerede gravsteder er der en del præstegravsteder samt adskillige teglværksejeres gravsteder. Teglværksindustrien har betydet utrolig meget for Broagerland. Det ældste gravsted på kirkegården er et 7 pladsers gravsted over familien fra Skeldegård. Desuden findes den sønderjyske socialdemokratiske folketingsmand I. P. Nielsen´s gravsted på Broager kirkegård.
Den samlede gravminderegistrering...
16 nye urnegravsteder
I løbet af 2009 anlagde vores kirkegårdspersonale 16 nye urnegravsteder på den gamle del af kirkegården (afd. D) nord for Kirken.
Det var vigtigt, at der blev anlagt nogle flere urnegravsteder, da der kun var 3 ledige urnegravsteder.
De nye urnegravsteder er større end de tidligere, nemlig 1,5m x 1,5m. Så de er altså store nok også som familiegravsteder, da der kan være 4 urner i gravstedet samtidig. Fredningstiden er som sædvanlig 10 år.
Bestemmelserne vedrørende disse gravsteder er: med hensyn til anlæg og renholdelse er de legatgravsteder. Dvs. at man forud betaler for renholdelse. Man må derimod gerne selv stå for grandækning og pyntning i øvrigt. Gravsten / gravminder må ikke være større end 50 x 80 cm.
Kunstværk af Ole Hansen, indviet lørdag d. 14. august 2010.
Findes 4 km sydøst for Broager i kunstnerens forhave på (hans nu forrige adresse) Krammarksvej 32, Gammelgab, 6310 Broager.
Kirkegængerne kan ses fra vejen, men man er velkommen til at komme ind på plænen og kigge nærmere. Ser man igennem kirken, vil man kunne “sigte på” Broager Kirke.
Når man betragter de enkelte kirkegængere, som består af store skelsten fra egnen, vil man ifølge Ole Hansen genkende forskellige typer og figurer.
Tale ved indvielsen af “Kirkegængerne”
af sognepræst Stefan Klit Søndergaard
Jeg har fået lov til at sige et par ord ved indvielsen af dette kunstværk, og det gør jeg gerne, om end det er med nogen bekymring.
Det er nemlig sådan, at kunsten er farlig. Det er der en lille sønderjysk historie om, en historie, som I sikkert kender de fleste af jer: Det er historien om drengen, der sidder udenfor ved en vandpyt og bygger noget op med mudder og strå og pinde. Og så kommer præsten hen til drengen og spørger, hvad han laver. Og drengen forklarer, at “det her, det er et kirkegårdsdige, det der er kirken, det der er degnen” osv. Og præsten spørger mere ind til detaljerne, men får ikke at vide, hvad han fisker efter. Til sidste spørger han utålmodigt: “Skal der da ikke være en præst?” Hvorpå drengen svarer, at det har han sandelig ikke mudder nok til at lave.
Jo, kunsten er farlig. Ikke bare for det, som ligger i udtrykket, figuren, billedet, men også for det, som folk – mere eller mindre med rette – læser ind i det eller tænker, når de ser det. Tag fx den lille smedejernstyrekalv, som blev sat op på plænen uden for kirken over mod sognegården for nogle år siden. Det var bare en lille kalv, og den var sort og er nu blevet rustrød. Men straks skulle folkeviddet udfolde sig, og man hørte bibelcitater fra mennesker, som ellers aldrig citerede bibelen. “Dansen om guldkalven”, sagde de. Smart lød det, men helt forkert var det, for dansen om gulvkalven må jo i vores moderne sammenhæng være materialismen, forbrugs- og medie-samfundet, som vi alle lader os opsluge alt for meget af. Men den lille kalv står for det absolut modsatte: roen, eftertænksomheden, det enkle.
Og nu kunstværket “Kirkegængerne”. Også dette kunstværk rummer en fare. Det rummer en fare for præsten, som kan få at høre: “Nå, du har ikke ret mange kirkegængere i sognet! De er noget firkantede dine sognebørn! De kommer aldrig ind i kirken!” Og de rummer en fare for kunstneren, som kan blive stillet til regnskab for sine motiver eller endog blive bedømt som kirkegænger selv.
Jo, kunst er farlig. Men kunsten er heldigvis også farlig for betragteren. Den, som ser på kunstværket, bliver jo ofte tvunget til at tænke lidt over, hvor hun eller han selv er i billedet. Når man ser nogle mennesker, som er på vej, så må man overveje, hvor man selv er på vej hen, hvis man overhovedet er på vej eller ikke bare lader sig føre af strømmen.
Og hvem er de mennesker, vi ser? Hvordan er bevægelsen? Er det den lige vej? Her følger kirkegængerne en svungen vej. Det er det givne og traditionen, der har bestemt vejen; den er ikke tegnet med lineal på et kort, men blevet i vekselvirkning mellem naturen, terrænet og andre mennesker i bevægelse.
Og det er oftest de buede og svungne veje, der bedst leder os til målet. De lige veje er måske afveje, luftkasteller, afstikkere. “Jeg skal lige” er tit blevet indledning til noget, som gik skævt.
Skal kirkegængere gå i kirke? Det spørgsmål trænger sig også på. “Gerne”, siger præsten, “der er også rart indenfor, og det er måske målet for bevægelsen”.
Men kirkegængere er ikke bare dem, der når frem. Det er også dem, der er på vej. Dem, der skuer kirken i det fjerne, når de kommer hjem fra en kort indkøbstur eller en lang udenlandsrejse. Kirkegængere er dem, der hører aftenklokkerne i det fjerne og føler sig hjemme. Kirkegængere er også dem, som hører sjæleringningen, og mindes en bekendt, en nabo, en ven.
Og kirkegængere er vi, som betragter dette kunstværk, som skaber, hvad det nævner. Tak for det!
“Et stille dyr” af Erik Heide. Udført i støbejern, opført 2007.
Erhvervet af Kunstfonden i Broager, opstillet på det grønne areal sydøst for kirken.
Til oversigt...