Fyraftensforældremøde 2024

Kære konfirmandforældre

Årets konfirmationer i Broager Kirke er tæt på. Derfor:

Fyraftensforældremøde. Tirsdag d. 2. april kl. 16.30 holdes et kort forældremøde i Sognegården, hvor jeg gennemgår, hvordan konfirmationen forløber. 

Mødet er for forældrene til de konfirmander, som skal konfirmeres af mig i Broager Kirke fredag d. 26. april kl. 11.00 og lørdag d. 27. april kl. 9.00 og 11.00. Der vil ikke være noget særligt nyt i forhold til forrige år, og hvordan jeg plejer at holde konfirmation. Se nedenfor. 

Med venlig hilsen

Stefan Klit Søndergaard

22193328 / skls@km.dk


Praktiske oplysninger 2024

Konfirmation

Mødetid og -sted

Konfirmanderne skal møde ½ time før i sognegården, Storegade 1.

Telegrammer

I sognegården ligger der en pose fremme med hver konfirmands navn, hvori man kan lægge telegrammer, små gaver eller anden form for hilsen. Og der er selvfølgelig opsyn med det.

Pladser i kirken

I kirken har hver konfirmand en stol ud for den bænk, som er reserveret til hans/hendes familie. Der er navn på, og der kan sidde 6-8 pr. bænk. Vi sætter ca. 200 ekstra stole ind, så der er pladser nok til at invitere gæsterne med. Vi accepterer ikke, at man selv reserverer pladser. Der er ingen begrænsninger på, hvor mange gæster, man må tage med i kirken. Der plejer at være pladser nok.

Fotografering

Lige inden gudstjenesten

Når klokkerne begynder at ringe 5 minutter før gudstjenestens start, går vi i procession op til kirken, med fanerne forrest.

Konfirmationsgudstjenesten

Under indgangen (præludiet) føres konfirmanderne ind i kirken i procession, således at præsten går foran. Konfirmanderne går i alfabetisk orden (efternavn) i den klasse, som de hører til. Drenge til venstre, piger til højre. Hvis de har byttet hold, kommer de derefter.

Gudstjenesten følger det almindelige forløb, indtil salmen efter prædikenen er sunget.  

1. Tale til konfirmanderne

2. Trosbekendelsen

Konfirmanderne går op i koret og “krydser over”, for at man bedre kan se fra kirkebænkene.

Trosbekendelsen fremsiges i kor af præsten og konfirmanderne (eller af hele menigheden).

3. Tilspørgsel og svar

Den enkelte konfirmand træder frem. Med navns nævnelse spørger præsten, og der svares ja til hvert spørgsmål:

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden? - Ja!

4. Konfirmationsvelsignelse

Konfirmanden knæler, og præsten velsigner under håndspålæggelse hver enkelt med følgende ord:

Den treenige Gud,

som har antaget dig til sit barn i den hellige dåb,

og gjort dig til arving til det evige liv,

han opholde dig i din dåbs nåde

indtil din sidste stund,

han give dig bestandighed i din tro,

din sjæl til salighed!

Konfirmanden rejser sig. Præsten læser for hver konfirmand et skriftord eller et salmevers, giver ”konfirmationsattesten” til konfirmanden, og der udveksles håndtryk.

(For hvert hold siger præsten:) Fred være med jer!

Fadervor

Når alle er konfirmeret, beder konfirmander og præst i kor Fadervor.

Konfirmanderne går tilbage til deres pladser. Konfirmationsgudstjenesten fortsættes derefter som ved en almindelig gudstjeneste. Under udgangen (postludiet) føres konfirmanderne ud af kirken i procession.

Gudstjenesten varer godt 1 time.