Ved bålet

Da jeg var ung, rejste jeg alene rundt i Grækenland og besøgte også øen Zakinthos. Der lejede jeg en motorcykel og kørte på opdagelse.

En dag opdagede jeg den skønneste naturhavn i en ellers klippefyldt kyst. Her var fred og ro til at læse i medbragte bøger, sole sig og svømme og kigge på fisk. Jeg var der helt alene hele dagen og undrede mig over, at andre ikke havde fundet dette lille paradis.

Næste dag var en søndag, og først måtte jeg i kirke. Men jeg blev der ikke længe, for jeg forstod ikke sproget særligt godt, og jeg ville tilbage til det sted, jeg havde fundet dagen før. Mit eget sted følte jeg.

Da jeg kom frem, var jeg ikke den første, og i løbet af dagen dukkede flere og flere mennesker op, allesammen grækere. Jeg var den eneste udlænding. Børnene badede, kvinderne strikkede, og nogle modige unge mænd foretog drabelige udspring fra høje klipper. Tre mænd sejlede ud i en jolle for at fiske.

Dagen gik, og sidst på eftermiddagen kom fiskerne hjem med deres fangst. En tømte båden og bragte deres grej i land. En anden samlede pinde og kvas og forkullede træstykker og tændte et lille bål. Og den tredje satte sig til at sortere fiskene, som ikke var ret store. Jeg rykkede nysgerrigt nærmere og forsøgte at tale lidt med dem på mit ubehjælpsomme græsk.

Fiskene blev sorteret i tre portioner. Ja, egentlig fire, for der blev tre portioner af de mest regulære fisk. De blev pakket ned, for de skulle med hjem til familien, fik jeg at vide. Og så blev der en mindre fjerde portion til overs, som blev tilberedt på gløderne. Og mændene fandt nogle plasticflasker frem og skar toppene af og satte skruelåg på, så de kunne anvendes som vinglas. Og så blev der skænket vin op og spist fisk. Og jeg blev indbudt til denne lille nadver, selv om jeg ikke havde deltaget i forberedelserne og bare var en nysgerrig, et fremmed vidne.