Mikroprædiken - Helvede, det er de andre?

Albert Camus
“Helvede, det er de andre”, sagde filosoffen Jean-Paul Satre. Og det var et tvetydigt udsagn, dengang han sagde det. Og det er det stadig.
Evangelielæsning
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Jesus og den tvivlende Thomas
     Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« 
    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Johs 20,19-31
Jeg besøgte min mor på plejehjemmet forleden. Hun talte ikke så meget, men fik dog udtrykt, at hun trængte til at være sig selv og ikke var så meget for sidde i den fælles opholdsstue hele tiden.
Jeg svarede:
- Du husker nok, mor, filosoffen Jean-Paul Sartre? Han var vist egentlig en skiderik, men han sagde noget meget rigtig: “Helvede, det er de andre!”
- Mor smilede stort. Hun forstod vittigheden.
- Skulle vi ikke skrive den sætning på din dør? Nå, nej, det er nok for frækt!
- Mor smilede endnu større.
Og så mindedes vi gode tider - jeg snakkede mest og læste og sang.
- “Ta’ nummer 1!”, sagde mor.
- Og så sang jeg lidt mere...

Albert Camus
“Helvede, det er de andre”, sagde Satre. Og det var et tvetydigt udsagn, dengang han sagde det. Og det er det stadig. Men hvor er det dog aktuelt i en tid med afstand og masker og afspritning! Budskabet er jo, at du er syg og smitsom, indtil det modsatte er bevist. At du er skyldig, indtil DU beviser, at du er uskyldig. Det er rigtig trist, at det er sådan.

Og det er det fordi, at Helvede er det helt modsatte af de andre. Helvede er der, hvor man er alene og ikke er sammen. For det er himmelsk at være sammen. Ja, bare det at sidde og synge forleden var himmelsk.

Det himmelske oplevede den tvivlende og afstandtagende Thomas, da Jesus pludselig stod foran disciplene. Han mærkede nærværet og fællesskabet. Og han troede. Og hvor var det dog godt for ham, at han ikke nåede stikke hænderne i Jesu sår. For man må ikke teste, prøve, udfritte eller friste Gud, derimod skal man tro på Gud.

Troen var og er Helligåndens virke. Helligånden, som Jesus nogle dage før havde havde blæst i de andre disciple. En levende ånde og fri vejrtrækning. Og nu fik Thomas den altså også. Og også vi skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og når vi tror, så har vi liv i hans liv. Amen