Ramt af nedlukninger i en håbløs tid? Så find håb!

Abraham Bloemaert: Lignelsen om hveden og ugræsset
Abraham Bloemaert
Lignelsen om hveden og ugræsset
Fx i sangen ”Lys og varme”, som sangerinden Lene Siel har indspillet. Den handler om en mor, som om aftenen har lagt sit lille barn i seng. Det er ved at blive mørkt, og hun går stille rundt i rummet og bekymrer sig for, hvor­dan det skal gå hendes barn. Hun tænker: “Hvad vil fremtiden gi’? Og verden, som vi har givet dig, kan være tung at ta’ med sig. Vil du laste os og spørge, var det alt, hvad vi ku’ gi’?” Og så fortsætter hun:

Men solen, som går ned ved nat, vil skinne for dig kære,
og fuglen, som er fri, vil vise vej, og alt skal bli’:
Meget lys og megen varme, tro og håb kan du få med dig,
men mange tårer og tunge stunder, er jeg bange for, der bli’r.

Og næste morgen, når solen står op, glemmer hun alle de tunge tanker, som hun havde aftenen før. Barnet er vågnet, og nu vækker liv og latter atter en tro på, at livet, hvordan det så end må forme sig, er værd at leve.

Jo, livet har meget at gi’. Der er meget at være taknemmelig for, og vi bør sige som soluret: “Jeg tæller kun de lyse timer!” 

Men alligevel kunne alt være bedre: Gud må dog snart sætte sin magt igennem og skille alt det dårlige fra! Hvorfor tøver Gud? Når Gud er god, hvordan kan det så være, at der er ondskab til?

Ja, hvordan kan Gud være kærlig, alvidende og almægtig samtidig med, at ondskab findes? Uden et af disse tre kendetegn ville det gå bedre op: Hvis Gud ikke var almægtig, ville hans kærlighed og alviden ikke kunne sætte sig igennem. Hvis Gud ikke var alvidende, men langt oppe i him­len satte kikkerten for det blinde øje og slet ikke så, hvor skidt det går på jorden, så ville kærlighed og magt være forgæves. Og hvis Gud ikke var kærlig, ville alt være skidt.

Men vi tror, at Gud er kærlig, alvidende og almægtig uanset al ondskab i verden. Bl.a. ud fra lignelsen om ukrudtet i hveden (Mt 13,24-30), hvor Guds fjende har sået ukrudtet, mens folkene sov, og nu står ukrudtet sammen med det gode korn. Og pointen i lignelsen er den samme som i historien om molboerne, som for at jage storken ud af kornet selv trampede rundt i det otte mand stærk: “Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten!”.

Det er et nådigt ord. Et nådigt ord til os fejlfulde mennesker af kød og blod med løgnen og sandheden blandet sammen inden i os. Vi kan ikke betale med et skålpund kød uden at forbløde, og vi skal ikke gøre Guds høstarbejde før tiden. For det er stadig såtid og spiringstid. Det er tid for blomstring og vækst. Tid til, at Guds Ord vokser i verden og i vore hjerter. Ordet om, at Guds Søn, Jesus Kristus, betalte prisen uden at træde kornet ned.
Ovenstående er en artikel på “Kirkesiden” i Sønderborg Ugeavis, som højst må fylde 500 ord. S.K.S.