Mit hjertes Galilæa

Disciplene Peter og Johannes løber til graven på opstandelsens morgen (Eugène Burnand 1898). De løber næsten ud af billedet. Foran dem er det, som intet menneske har set: opstandelsen.

De tvivler på, hvad kvinderne har fortalt dem, men håbet spirer i dem: Lyset spreder sig i deres sind og i morgenrødens skyer. Bag sig lægger de nu alt det, som før var mørkt og tungt og dystert.

Peter har mest mørke i sig. Han, den fremmeste af disciplene, havde svigtet, da det gjaldt. Men nu er der igen retning i hans skridt, og modsat Johannes, som knuger hænderne sammen i fortvivlet håb, så er Peter klar til at handle.

Først skal han lige selv med egne øjne se, hvad kvinderne havde fortalt om, og så skal han videre, videre ud og frem og vidne om den tomme grav og alt, hvad den indebærer. Han har hånden på hjertet klar til forkynde troen på den nåde, som betyder så meget for ham selv, den accept, som han ikke kan leve uden. Han er rede til at pege på Jesus Kristus som Guds søn og frelser...

Disciplene skal møde Jesus i Galilæa. Det var deres hjemegn. Men Jesus viser sig for dem, allerede inden de er kommet tilbage dertil. Han viser sig for dem, når de taler om alt det, som er sket; når han siger “Fred være med jer”, og når de holder nadver sammen. Det er som om, at Galilæa ikke er et sted, men en tilstand. Galilæa er der, hvor deres hjerter fyldes med håb og brænderidem, der, hvor Jesus i troen bliver levende for dem.

Troens Galilæa er ikke bundet til et bestemt sted og en bestemt tid. Troens Galilæa er også at finde i dag. Det er der, hvor man hører om og møder Jesus som en levende virkelighed. Ikke kun i kirken og ved gudstjenesten. Ikke kun i bibelteksten. Det var heller ikke der, jeg først mødte evangeliet (eller det mødte mig).

Mit hjertes Galilæa var der, hvor min mor i enkle vendinger forklarede troen for mig. Som helt små hørte mine søskende og jeg om den jødiske påske, om Egyptens 10 plager, hvor den sidste plage var den, at Gud ville lade dødens engel slå den førstefødte ihjel i alle husene bortset fra der, hvor offerlammets blod var smurt på dørstolperne. Det var en barsk historie, især for en førstefødt. Og for at Gud skulle huske, at vi tilhørte hans folk, smurte vi børn i stedet for lammeblod rødbedesaft på døren.

Naturligvis hørte vi også tidligt om julen og barnet i krybben og alle de ting, som Jesus gjorde som voksen, da han gik omkring med sine disciple. Og så talte vi ikke mindst om den kristne påske og dens betydning. Med sine egne ord fortalte mor om fællesskab, svigt, lidelse, død, håbløshed, og lyset, som atter brød frem, da Jesus opstod fra graven. Det onde havde ikke vundet, og det skulle heller aldrig vinde over os, ikke for alvor…


Ovenstående blev bragt på “Kirkesiden” i Sønderborg Ugeavis mandag d. 6. april 2020. S.K.S.