Bibellæsninger til Langfredag

Bibelen 2020 - Langfredag (2. tekstrække)

Tak - Sl 22,2-22a
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Jeg råber på hjælp, men du er så langt væk.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg kan ikke finde ro.
4 Du er den hellige, som sidder på tronen,
dit folk synger om dig.
5 Vores forfædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du reddede dem.
6 De råbte om hjælp, og de blev reddet.
De stolede på dig og blev ikke skuffede.

7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
hånet af mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, gør nar ad mig.
De vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har lagt sin sag i Guds hænder,
lad Gud redde ham,
ja, lad Gud tage sig af ham, når han nu elsker ham.«

10 Det var dig, der hjalp mig ud af min mors mave
og gjorde mig tryg ved hendes bryst.
11 Til dig var jeg overladt, fra jeg blev født.
Fra jeg lå på min mors mave, har du været min Gud. 12
Gå ikke din vej, for jeg har det svært,
og ingen hjælper mig!

13 Stærke tyre slår ring om mig,
store bøfler omringer mig.
14 De spærrer gabet op som en løve,
der sønderflår og brøler.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
mine knogler falder fra hinanden.
Mit hjerte er som voks, det smelter i mig.
16 Min gane er tør som potteskår,
min tunge klæber til min gane.
Du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omringer mig,
en flok forbrydere samler sig om mig.
De har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle mine knogler.
De ser på mig og godter sig.
19 De deler mit tøj imellem sig,
de trækker lod om mit tøj.

20 Men du, Gud, gå ikke!
Du er min styrke, skynd dig, hjælp mig!
21 Red mig fra sværdet,
red mig fra hundene.
22 Riv mig ud af løvens gab
og væk fra de vilde tyres horn.

Eller

Den udvalgte - Es 52,13-15 ; Es 53,1-12
13 Gud siger: »Jeg har givet min udvalgte lykken med sig,
og han skal overgå alle.
14 Mange blev chokerede, fordi han var så ødelagt,
han lignede ikke et menneske.
15 Alligevel skal han overvælde verdens folk.
Konger bliver tavse, når de får ham at se,
for de har aldrig hørt om noget lignende,
de har aldrig troet, at det kunne være muligt at overvinde så stor modstand.«

1 Hvem kunne tro på det, der blev fortalt?
Hvem forstod, hvor stærk Gud er?
2 Den udvalgte voksede op foran Gud som en spire
fra en rod i den tørre jord.
Han var grim.
Vi så på ham, men vi kunne ikke lide, hvad vi så.
3 Vi hadede ham, og vi opgav ham,
han var fuld af smerte og ramt af sygdom, så vi kiggede væk,
vi syntes ikke, han var noget værd.

4 Men han tog vores sygdomme på sig,
han bar vores smerte, så vi selv slap fri.
Vi så ham som en, der blev slået og pint af Gud.
5 Han blev gennemboret på grund af vores lovovertrædelser
og knust for vores svigt.
Han blev straffet, så vi kunne få fred.
På grund af hans sår blev vi helbredt.
6 Vi flakkede om, som om vi var får,
vi gik vores egne veje,
mens Gud lod al vores skyld ramme ham.

7 Han blev pint og mishandlet,
men han beklagede sig aldrig.
Ligesom et lam, der skal slagtes,
eller et får, der er helt stille, mens det bliver klippet,
åbnede han ikke munden.
8 Han blev nægtet retfærdighed.
Ingen omkring ham bekymrede sig om, at hans liv på jorden var forbi.
Han blev ramt på grund af vores lovovertrædelser.
9 Han blev begravet sammen med forbrydere og onde mennesker,
selvom han intet havde gjort galt og aldrig havde sagt et usandt ord.

10 Men Gud elskede ham,
som han havde ofret for at gøre andres svigt godt igen,
og han helbredte ham.
Han vil få børn og børnebørn og et langt liv,
og Guds vilje bliver synlig igennem ham.
11 Efter al smerten får han lyset at se,
og han får dyb visdom.
Gud siger: »Min udvalgte, min gode hjælper, vil vise mange mennesker godhed,
og han vil bære deres skyld.
12 Han skal få en umådeligt stor løn,
fordi han gav sit liv for andre.
Han blev opfattet som en, der selv havde overtrådt min lov.
Men han bar mange menneskers skyld,
han tog de skyldige menneskers plads.«

Vejen, sandheden og livet - Joh 19,17-37
De tog ham med sig. 17 Han måtte selv bære korset ud til det sted, der bliver kaldt Kraniepladsen; på hebraisk hedder det ’Golgata’. 18 Her sømmede de ham op på korset sammen med to andre, én på hver De tog ham med sig. 17 Han måtte selv bære korset ud til det sted, der bliver kaldt Kraniepladsen; på hebraisk hedder det ’Golgata’. 18 Her sømmede de ham op på korset sammen med to andre, én på hver side af ham, med ham selv i midten. 19 Pilatus fik sat et skilt op på korset med ordene: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« 20 Der var mange af jøderne, der læste det, for Jesus blev henrettet et sted, der lå tæt på byen, og skiltet var skrevet både på hebraisk, latin og græsk. 21 De jødiske ledere sagde til Pilatus, at han ikke skulle skrive: »Jødernes konge«, men i stedet: »Han påstår, at han er jødernes konge.«
    22 Men Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg. Det bliver ikke ændret.« 23 Da soldaterne havde hængt Jesus op på korset, tog de hans tøj og delte det i fire dele, én til hver soldat. Men da hans kjortel var vævet i ét stykke fra øverst til nederst og derfor var helt uden sammensyninger, 24 ville de ikke rive den i stykker. I stedet sagde de: »Lad os trække lod om, hvem der skal have den,« og det gjorde de så. På den måde gik Skrifternes profeti i opfyldelse. Der står nemlig: »De delte mit tøj imellem sig, de trak lod om mit tøj.«
    25 I nærheden af korset stod Jesus’ mor sammen med sin søster Maria, der var gift med Klopas, og Maria Magdalene. 26 Ved siden af Jesus’ mor stod den discipel, Jesus elskede mest, og da Jesus så dem, sagde han til sin mor: »Se, her er din søn.« 27 Til disciplen sagde han: »Se, her er din mor.« Og fra da af tog disciplen sig af hende, som om hun var hans mor.
    28 Nu vidste Jesus, at det hele var gennemført, og for at opfylde Skrifterne sagde han: »Jeg er tørstig.« 29 Der stod et kar fyldt med sur vin i nærheden. Soldaterne satte en svamp, der var dyppet i vinen, op på en stang og stak den op til hans mund. 30 Da Jesus fik vinen, sagde han: »Nu er alt, som det skal være,« og så bøjede han hovedet og døde.
    31 Dagen efter var det påske og desuden en vigtig sabbatsdag, og jøderne ville ikke have, at de henrettede skulle blive hængende på korsene sabbatten over. Derfor bad de Pilatus om at give ordre til, at benene på de henrettede skulle knuses, så de døde og kunne blive taget ned fra deres kors. 32 Soldaterne begyndte med de to mænd, der var blevet henrettet ved siden af Jesus. 33 Da de kom til ham, så de, at han allerede var død, og derfor knuste de ikke hans ben. 34 I stedet stak én af soldaterne ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. 35 Det ved vi fra en, der har fortalt om det. Han har selv set det, og derfor ved han, at det, han siger, er sandt. Nu bekræfter han det for jer, for at I også kan tro på det. 36 Sådan gik Skrifternes profetier i opfyldelse. Der står nemlig: ›Ingen af hans knogler skal knuses,‹ 37 og et andet sted står der: ›De vil se på ham, som de har gennemboret.‹

Eller

Gode nyheder til fattige - Lk 23,26-49
26 Så førte de Jesus afsted. Undervejs greb de fat i Simon fra Kyrene, der kom forbi på vej hjem fra marken. De løftede Jesus’ kors op på ryggen af ham, så han kunne gå bagefter og bære det. 27 Mange mennesker fulgte efter, blandt dem mange kvinder, der gik og græd over ham. 28 Jesus vendte sig om og sagde til dem: »Jerusalems kvinder, I skal ikke græde over mig. Græd hellere over jer selv og jeres børn. 29 Der kommer en tid, hvor I vil sige: ›Gid vi var barnløse og aldrig havde født eller ammet.‹ 30 I vil bede bjergene om at styrte sammen over jer og højene om at skjule jer. 31 For hvis man behandler det friske træ sådan her, hvad vil man så ikke gøre ved det visne?« 32 To forbrydere blev ført afsted sammen med Jesus for at blive henrettet. 33 Og da de kom til det sted, der hedder Kraniepladsen, hængte soldaterne Jesus op på korset. De to forbrydere blev også sømmet fast på hver sit kors, den ene til højre for ham og den anden til venstre. 34 »Far, tilgiv dem. De ved ikke, hvad de gør,« sagde Jesus. Så trak soldaterne lod om hans tøj og delte det imellem sig. 35 Folk stod og så til, mens lederne fra Rådet hånede ham. De sagde: »Andre har han reddet, lad ham nu redde sig selv, hvis han da virkelig er den Messias, som Gud har udvalgt.« 36 Soldaterne kom også hen og gjorde nar ad ham. De rakte sur vin op til ham 37 og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!« 38 På indskriften over ham stod der nemlig: »Han er jødernes konge«. 39 En af de forbrydere, der hang ved siden af Jesus, hånede ham også: »Er du ikke Messias?« sagde han. »Så kan du jo redde både dig selv og os.« 40 Men den anden skældte ham ud og sagde: »Er du ikke engang bange for Gud nu, hvor du selv hænger på et kors? 41 Vi to er dømt med rette og får bare, hvad vi har fortjent, men han har ikke gjort noget forkert.« 42 Så sagde han til Jesus: »Tænk på mig, når du er i dit kongerige.« 43 Han svarede: »Jeg lover dig, at du allerede i dag vil være sammen med mig i Paradis.« 44-45 Ved middagstid blev det bælgmørkt over hele landet, og solen forsvandt i tre timer. Så blev forhænget i templet revet midt over, 46 og Jesus råbte højt: »Far, jeg lægger min ånd i dine hænder!« Da han havde sagt det, døde han. 47 Da den romerske officer så, hvad der skete, hyldede han Gud og sagde: »Han var virkelig et menneske, der levede, som Gud ønskede!« 48 De mange mennesker, der havde samlet sig for at overvære henrettelsen, var dybt rystede over det, de havde set, og skyndte sig hjem. 49 Men dem, der havde kendt ham, blev stående, også de kvinder, der havde fulgt ham helt fra Galilæa. De stod et stykke derfra og så alt, hvad der skete.