Prædiken til 3. søndag i fasten (II), Joh 8,42-51

Søndag d. 28. februar 2020
Broager kirke - lukket for gudstjeneste for at forhindre smittespredning...
652 Vor Herre! til dig må jeg ty69 Du fødtes på jord336 Vor Gud han er så fast en borg // 675 Gud, vi er i gode hænder439,1 O du Guds Lam! 435,3-4 af Aleneste Gud634 Du ved det nok, mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
     Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Den sidste uge har været helt speciel med mange pressemøder i Statsministeriet og nedlukning af Danmark for at forsinke spredningen af Coronavirus-smitte. Og det er i hele verden, at denne smitte breder sig. Og der er stor folkelig forståelse for, at enhver må gøre sit til, at vi alle kommer så godt som muligt igennem krisen.
Men nogle tænker mere på sig selv end på andre og hamstrer i butikkerne. Og der lyder også protester over politikere i forskellige lande, som beskyldes for ikke at handle hensigtsmæssigt eller hurtigt nok.

Og de, som protesterer, er også klar til at give forskellige grupper skylden for sygdommens hastige udbredelse. Således har kinesere fået skylden for mange ting. Og italienere, som har boet i Storbritannien i mange år, har dér fået skylden for sygdommens spredning. Og andre har beskyldt unge, danske skiturister for hensynsløshed, når de i stort tal er blevet smittet med corona-virus, mens de var på after ski i Ischgl i Østrig.

Og man bliver nok aldrig færdig med at give forskellige personer eller grupper, som man i forvejen ikke kan lide, skylden for alverdens ulykker.

Men nogle gange så er ulykkerne og nøden så stor, at syndebukkene slipper, og selv Gud kommer under anklage. Det sker måske fordi, at man så blændet af og fuldstændig fokuseret på det onde, at man ikke vil anerkende alt det gode, som dog stadig findes i verden. Og det medfører, at man bider ad den hånd, som fodrer en. At man afviser den, som skænker livet, mens man higer efter noget, som man egentlig ikke ved, hvad er. Ligesom den, der er ved at drukne, i panik kan slå ud efter og afvise sin redningsmand. Ligesom mennesker i havsnød i kampen for redningsbåden risikeret at sænke den, selvom den var stor nok til alle.

En af de største anklager mod Guds Søn og mod Gud selv, er, at Gud er ond. Gud er ond, fordi Gud lader det onde ske; Gud er ligefrem ondskabens ophav. Det er det klassiske paradoks, at hvis Gud er god, alvidende og almægtig, så burde der ikke være plads til ondskab i verden. Men hvis bare en af egenskaberne god, alvidende eller almægtig var begrænset, så ville der være plads til en forklaring på, hvordan ondskaben kan finde fodfæste. Og det vel at mærke en forklaring, som ikke dømmer mig lille menneske for at have andel i det onde.

En sådan anklage mod Gud fandt efter sigende engang sted ved en forelæsning:

Professoren stillede spørgsmålet: “Skabte Gud alt det, der findes?” Og en student svarede frimodigt “Ja det gjorde han!” – “Virkelig alting?” – “Ja” lød svaret.

Professoren fortsatte så: “Hvis Gud skabte alting, da har han også skabt ondskab, siden ondskab findes. Ud fra det princip, at det, som vi skaber, definerer det, som vi er, må vi konkludere at Gud er ondskab.”

Professoren var godt tilfreds med sig selv og pralede til de studerende, at han endnu engang havde bevist, at den kristne tro er en myte.

En anden student løftede hånden og sagde, “Må jeg have lov at stille et spørgsmål Professor?” – “Selvfølgelig”, svarede professoren.

Studenten rejste sig og spurgte: “Professor, eksisterer kulde?”

Professoren svarede: “Selvfølgelig gør den det. Har du aldrig været kold?” De andre studerende fnisede af den unge mands spørgsmål.

Den unge mand svarede: “faktisk eksisterer kulde ikke. Ifølge fysikkens love er, hvad vi betegner som kulde, I virkeligheden fravær af varme... Det absolutte nulpunkt er det totale fravær af varme. Kulde eksisterer ikke, men vi har skabt dette ord for at forklare, hvad vi føler når der ikke er varme.”

Studenten fortsatte: “Professor, eksisterer mørke?” – Professoren svarede: “Selvfølgelig gør det det.”

“De tager endnu engang fejl”, svarede studenten. “Mørke er I virkeligheden fravær af lys. Vi kan studere lys, men ikke mørke. Vi kan faktisk bruge Newtons prisme til at bryde lyset til mange farver og studere de forskellige bølgelængder af hver enkelt farve. Man kan ikke måle mørke. En enkelt lysstråle kan bryde ind i en verden af mørke og oplyse den. Hvordan kan man vide, hvor mørkt der er på et udvalgt sted? Det kan man ved, at måle den mængde lys der er til stede! Er det ikke rigtigt? Mørke er en term brugt af mennesker til at beskrive fraværet af lys.”

Til sidst spurgte den unge mand professoren: “Eksisterer ondskab?” Professoren svarede nu tøvende: “selvfølgelig, som jeg allerede har sagt. Vi ser det hver dag. Det findes i de daglige eksempler på menneskets umenneskelighed mod mennesket. Det findes i den mængde af kriminalitet og vold vi ser alle steder i verden. Disse manifestationer er intet foruden ondskab.”

Til dette svarede studenten: “Ondskab eksisterer ikke, I det mindste ikke af sig selv. Ondskab er helt enkelt fravær af Gud. Det er ligesom mørke og kulde et ord, som man har skabt for at beskrive et fravær af Gud. Gud skabte ikke ondskab. Ondskab er et resultat af det, der sker, når mennesket ikke har Guds kærlighed til stede i sit hjerte. Det er ligesom kulden, der kommer, når der ikke er varme og mørket der kommer, når der ikke er lys.”…

Se den har ordveksling tilskrives den berømte Albert Einstein, som naturligvis skulle være den kloge student, som kommer med de afgørende replikker. Det er tvivlsomt, at ordvekslingen overhovedet har fundet sted. Og forklaringen på ondskab alene som fravær af det gode er bestemt heller ikke en fyldestgørende forklaring på ondskab, idet ondskab både er noget, som vi personliggør, når vi siger, at “vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Og noget, som Jesus tilsvarende siger, når han siger, at farisæerne har Djævelen til far, når de farer med løgn og mord og usandhed.

Men så alligevel, så er forklaringen altså i mange henseender meningsfuld. For Djævelen er jo ikke en person, som vi mennesker hver især dyrker som en person. Almindeligvis ikke. Men vi ender i Djævelens spin, når vi dyrker os selv og vores eget. Når vi stolte vil være uafhængige af Gud. Når sandheden bliver vores egne projekter og ikke Guds vilje. Og i den forstand, at vi mennesker synder, er vi dårlige kristne. Det behøver man ikke at være en uheldig eller udskældt politiker for at være. Det behøver man ikke at være uvidende smittebærer for at være.

Men, sagen er, at der ikke findes andet end dårlige kristne. Vi er nemlig mennesker, som er døbt til vores synders forladelse, fordi Gud godt vil kendes ved os uanset. Og vi skal således ikke gå og tage temperaturen på hinandens kristendom, selv om vi altså godt kan tage hinandens bekendelser, vidnesbyrd og gerninger til efterretning.

Men med hensyn til vores egen kristendom, vores egen frelse og retfærdighed, vores egen renhed og ubesmittethed, så skal vi vide, at vi aldrig kan klare os gennem livet og uden om døden at holde fast i ordene fra ham, som vil være med os alle dage indtil verdens ende: Jesus Kristus. Amen.

Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Kirkebøn
Gud, vi beder dig: Vær med os, når vi møder ondskaben i verden. Vi beder dig om at du vil udruste os til at stå imod det onde og gøre godt mod andre, så at de må se din kærlighed. Hjælp os at tilgive og bære over med dem, der volder os ondt. Lad os være med til at stifte fred hvor der er strid og uenighed. Vi beder dig for alle, der må lide i denne verden, hvad enten de er ramt af krig eller ondskab eller sygdom eller har svært ved at finde meningen med livet.
     Gør os til dine medarbejdere, Gud, så andre kan mærke, at også de er omfattet af din kærlighed. Vær med alle, der har magt til at bestemme og regere: lad dem gøre det i kærlighed! Velsign vort land, vor dronning, regering og folketing og alle andre, som har magt og indflydelse. Vær med din kirke, Gud - lad den gå ud i verden og fortælle om dig, som gav dig selv hen for os.
    Velsign du dem der er sendt ud i verden som dine vidner. Gud, vi beder dig: Hør os i Jesu navn! Amen.