Vi rækker vore hænder frem - som fagtesalme

Ved børnegudstjenester synger vi ofte “Må din vej gå dig i møde”, en fagtesalme, hvor vi bruger vores hænder og viser, hvad vi synger.

Sådan kan man også forstå salmen “Vi rækker vore hænder frem”. Den er skrevet af den norske salmedigter Svein Ellingsen.

Salmen rimer ikke inden for hvert enkelt vers. Men der er rim fra vers til vers, hvilket skaber en fin sammenhæng i salmen.

Ved hjælp af en række billeder skildrer Ellingsen vores situation som kristne. Salmen begynder som en bøn, hvor vi rækker vores hænder frem som tomme skåle og beder Gud om at få liv fra kilder uden for os selv. Man kan også synge med med hænderne og udføre bevægelsen.

Ellingsen fik inspiration til billedet med de tomme hænder på et museum i Frankrig, hvor han så en skulptur, der stod med hænderne rakt ud, og hvor hænderne mindede ham om tomme skåle.

I 2. vers udtrykkes taknemmelighed for Guds gaver, og fordi Gud formår at få vor nøgne kvist til at sætte knop (løst knyttede hænder).

I vers 3 løfter vi vore hænder op i bøn for verden (foldede) og alle dem, der lider under de kolde hjerters is og sne.

I vers 4 får vor hænders nøgne træ blomst og blade (hænderne åbnes, armene bredes ud). Så vore liv må bære frugt (holdes mellem hænderne) til lægedom for andres sår. (Ae arm som trøst).

Indtil nu er der vækst og trøst, men hvad så med vers 5: “Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer”? Foråret er jo spiringens og håbets tid. Vårens hæk er grøn, og grøn er håbets farve. Men en anden digter, Karin Boye, har forklaret forårets veer: “Ja, vist gør det ondt, når knoppe brister. / Hvorfor skulle foråret ellers tøve?”

Og foråret og fremkomsten af de første blomster og blade falder sammen med lidelseshistorien og påsken. Således er der smerte i foråret. Men efter Kristi lidelse og død følger opstandelsen. Efter smertens vår kommer nådens sommer. Det er oplagt at tegne korset stort under dette vers.

Og i vers 6 slutter vi med, at Guds nådes skaberværk skal ske i tomme, modtagende hænder, hvorefter vi (lægger hånden på hjertet,) åbner vore hjerter og inviterer Gud indenfor.
1 Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!
2 Alt godt, til vort og andres vel,
er dine gaver.
I svaghed fremmer du dit værk,
vor nøgne kvist skal sætte knop! 
3 Vi løfter vore hænder op
i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn
mod kolde hjerters is og sne! 
4 Lad vore hænders nøgne træ
få blomst og blade!
Lad vore liv her bære frugt
til lægedom for andres sår! 
5 Vi venter, efter smertens vår,
din nådes sommer.
Og sorg og glæde blir til vækst
med frugt, vi ikke selv kan se. 
6 Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!

Ovenstående er en artikel på “Kirkesiden” i Sønderborg Ugeavis, som højst må fylde 500 ord. S.K.S.