Som et strejf af en dråbe

“Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger”.

Dråben er en stærk metafor: Dråben får bægeret til at flyde over. Dråben udhuler stenen, ikke ved styrke, men ved stadigt at falde. Dråber, danner i drypstenshuler over årtusinder stalaktitter i loftet og stalagmitter på gulvet, efterhånden som de på deres rejse afgiver en smule af deres mineraler. Eller dråben på sprukne læber - til lindring for den tørstende, men måske til tørst for den, som læser derom?

At dråben er stærk, oplevede jeg som teenager, dengang jeg mange søndag aftener lyttede til “P4 i P1”. Her snakkede bl.a. unge mennesker med Tine Bryld om deres problemer og fandt stor forståelse. Når aftenens program var færdig, sluttede man altid med Kim Larsen og Gasolins allerkorteste nummer:
Som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme.
Det digt blev en hel generations godnatsang. “Soundtracket til min ungdom”, siger en. Og jeg genkender følelsen.

Og hvorfor det? Fordi digtet er så kort, enkelt og prægnant. Det har meget til fælles med et heiku-digt, uden dog at deler det med antal stavelser og ingen rim.

Men det overholder til fulde heiku-formens tre næste regler:
  • Det indeholder en reference til naturen (mere end den menneskelige). 
  • Der henviser til en speciel begivenhed.
  • Denne begivenhed præsenteres, som om den foregik nu og ikke i fortiden.
Læs digtet igen!

Dråben er naturligvis referencen til naturen. Dråben, som vi kan blive strejfet af, dråben, som kan føles i håret, på øjenvippen eller på huden.

Og vi fik lov til at håbe. For mit vedkommende i barne- eller ungdomsværelset, mens jeg hørte radio om andre unge og deres problemer, og mens jeg funderede over livet og fremtidsplaner og uddannelse, og tænkte på piger, som jeg var forelsket i. Og bekymrede mig for verden, som var til at gå til i forurening, mens olien slap op, og den kolde krig rasede, og man talte meget om atomnedrustning. Men vi fik lov til at håbe! Det var den specielle begivenhed.

Her og nu foregik det, her i og nu sent søndag aften, her og nu i live fik vi lov til at håbe på vores fremtid i livet.

Men digtet indeholder ligesom mange heiku-digte også en fremtid, en fremtid helt ind i døden – eller evigheden måske. Fx:
En hel familie
Hvidhårede med stokke
På kirkegården
eller
Jeg ser blomstringen
Så spredes kronbladene
Og det er forbi
eller
Føllet hviler sig
Døden en dag nærmere
Kroppen i græsset 
Dråben. Hvor stærk er Larsen-digtet? Handler det kun om den sidste blodsdråbe, eller tænkes der på en dråbe stærk, en dråbe til evigt liv?

Begge dele! Vi får lov til at håbe på de ting, som skal komme, førend livet er omme. Men vi får også her og nu – førend livet er omme – lov til håbe på de ting, som skal komme bagefter. Dråben virker både i det lave og det høje. Både i dag og i morgen.


Ovenstående er en stærkt forkortet og bearbejdet del af min prædiken til Allehelgenssøndag (sidste år/2. tekstr.). Lidt et dogmeprojekt til en artikel på “Kirkesiden” i Sønderborg Ugeavis, som højst må fylde 500 ord, og jeg startede med en del flere. Under prædikenskrivningen fandt jeg rigtig god hjælp og de ovenstående digte i en artikel af Hanne Hansen: Haiku på dansk. S.K.S.