Det første og det sidste

I digtet “Det første og det sidste” (1831) beskriver H.C. Andersen verden i et syn ”Fra Tidens første Pul­se-Slag, / Til Dommens sidste, store Dag.”

Da mennesket er blevet skabt, hedder det: ”Jeg så den første mand, / og alt var duft og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets drømme, / mens ene han gik over tidens strøm­me, / steg, som en ver­den, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje græder.”

Og mennesket får en mage og afkom som bø­gens grene, der atter sætter grene og blad ved blad. Men mennesket kriges også, og byer, folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår til sidst. Det beskrives sådan:

“Alt jordisk ældes må, hver sol, hver stjerne, / det nære og det fjerne; / alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil standse! … Og Mennesket – hvert øje måtte briste! / jeg så den sidste, /
Det sidste menneske på jordens store grav, / og da nu han tillukkede sit øje, /
fløj ingen tanke mere mod det høje, / Men alt var kaos i det store himmel-hav.”

Det første og det sidste. Det første, et menneske ser og mærker, når det bliver født, er lyset og kulden. Det har indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med mere eller mindre besvær ud. Det får det renset luft­vejene og måske et klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden. Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.

Derefter får barnet lov til at leve et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. med opdragelse og opvækst, med interesser og ud­dannelse, med ungdom og forelskelser, i fami­lie­liv og arbejdsliv.

Men det første føl­ges hele tiden af det sidste: Den første skoledag og den sidste – færdig med skolen. Den første arbejdsdag og den sidste – færdig med arbejdsmarkedet. Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter venter døden.

Det første og det sidste. Sådan også i kristendommen. Jul og jesusbarnet, som bli­ver født og lagt i en krybbe. Og Jesus vokser op og gør gode gerninger og siger kloge og vise ord. Og til sidst bliver han korsfæstet. Men historien er ikke slut derved. Der mangler endnu ”den over­ras­ken­de vending”. Der, hvor det gentages, som ligger som kim i begyn­delsen af historien. Det, som sker bagved døden. Påskens store dag, Kristi himmelfart og pinseunderet.

Og H.C. Andersens digt slutter i samme tone: “Men kaos svandt, som støv-gran, for mit blik, / og hver en salig ånd til Gud indgik, / og alt var Gud, og salighed – og myriader,
Og himlen sang: »Halleluja, vor Fader!«”

Her omfavnes det første og det sidste af det him­mel­ske. Som det hedder i lovprisningen hver gang, der er dåb, og hver gang, der er be­gra­velse:: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barm­hjer­tig­hed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi op­stan­del­se fra de døde.”


Ovenstående blev bragt på "Kirkesiden" i Sønderborg Ugeavis tirsdag d. 6. november 2018. S.K.S.