Da mennesket er blevet skabt, hedder det: ”Jeg så den første mand, / og alt var duft og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets drømme, / mens ene han gik over tidens strømme, / steg, som en verden, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje græder.”
Og mennesket får en mage og afkom som bøgens grene, der atter sætter grene og blad ved blad. Men mennesket kriges også, og byer, folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår til sidst. Det beskrives sådan:
“Alt jordisk ældes må, hver sol, hver stjerne, / det nære og det fjerne; / alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil standse! … Og Mennesket – hvert øje måtte briste! / jeg så den sidste, /
Det sidste menneske på jordens store grav, / og da nu han tillukkede sit øje, /
fløj ingen tanke mere mod det høje, / Men alt var kaos i det store himmel-hav.”
Det første og det sidste. Det første, et menneske ser og mærker, når det bliver født, er lyset og kulden. Det har indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med mere eller mindre besvær ud. Det får det renset luftvejene og måske et klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden. Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.
Derefter får barnet lov til at leve et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. med opdragelse og opvækst, med interesser og uddannelse, med ungdom og forelskelser, i familieliv og arbejdsliv.
Men det første følges hele tiden af det sidste: Den første skoledag og den sidste – færdig med skolen. Den første arbejdsdag og den sidste – færdig med arbejdsmarkedet. Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter venter døden.
Det første og det sidste. Sådan også i kristendommen. Jul og jesusbarnet, som bliver født og lagt i en krybbe. Og Jesus vokser op og gør gode gerninger og siger kloge og vise ord. Og til sidst bliver han korsfæstet. Men historien er ikke slut derved. Der mangler endnu ”den overraskende vending”. Der, hvor det gentages, som ligger som kim i begyndelsen af historien. Det, som sker bagved døden. Påskens store dag, Kristi himmelfart og pinseunderet.
Og H.C. Andersens digt slutter i samme tone: “Men kaos svandt, som støv-gran, for mit blik, / og hver en salig ånd til Gud indgik, / og alt var Gud, og salighed – og myriader,
Og himlen sang: »Halleluja, vor Fader!«”
Her omfavnes det første og det sidste af det himmelske. Som det hedder i lovprisningen hver gang, der er dåb, og hver gang, der er begravelse:: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
