Af sognepræst Stefan Klit Søndergaard, Broager
Da sangeren Kim Larsen (KL) sidste år fyldte 70, blev der i BT under titlen “Her er 70 ting du (formentlig) ikke vidste om ham” nævnt, at KL ikke er en specielt religiøs. Dog er han citeret for at sige: “Jeg kan godt li’ den lille overtro. Løber der eksempelvis en sort kat over vejen, så spytter jeg over venstre skulder”. Og senere nævnes det, at KL ikke bryder sig om betegnelsen “nationalskjald”. Det er for opstyltet, synes han, og det vil glæde ham, hvis folk vil kalde han spillemand.
Men retning mod mere er der hele tiden lige fra de første barndomsminder, som udtrykkes i sangen “Dengang, da jeg var lille”, hvor sporvogne og spøgelser, solskin og snevejr er glimt fra barnets vidunderlige verden.
Og snart lærer KL historien at kende gennem sin morfars fortællinger: bibelhistorie, nordisk mytologi, verdens- og danmarkshistorie. Ja, ikke bare bliver KL døbt i valgmenigheden i Kerteminde, han vokser også op hos bedsteforældrene der. Og morfaren, som er degn i den grundtvigske valgmenighed, har en vigtig rolle i KLs folkelige og kristelige opdragelse. Og den foregår i nænsom dialog, for da den lille Kim, efter at morfaren har fortalt om Jesus, spørger: “Jamen er Gud da til?” Så lyder svaret: “Hvis man tror på det, så er det der. Og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.” (Fra Det var en torsdag aften).
KLs kærlighed til Danmark og danmarkshistorien fremgår tydelig af en række sange: “I høstens tid”, “Syrenprinsessen”, “Flyvere i natten”, “Jutlandia”. Og i nogle sange berører KL det enkelte menneskes historie, liv og død: “De fortabtes avenue”, “Pianomand” og “Om lidt bli’r her stille”.
Dette “måske” er efter nogles mening for lidt at sige i kristen sammenhæng, men mon ikke KL er så dannet af sit ophold på Askov Højskole i 1964, at han har taget notits af P.G. Lindhards landskendte foredrag om det evige liv samme sted i 1952. Og her var Lindhards pointe ikke først og fremmest, at vi ikke kan sige noget om det evige liv, men at det evige liv ikke er noget, vi har krav på.
Ja, kristelig dannelse er at tro på det evige liv, men altid med tanke på, at frelsesvished særlig for eget vedkommende er mere problematisk. Det har KL også formuleret i den lille sang, som gennem mange år var postludium til ungdomsprogrammet “P4 i P1”. Den lyder i sin helhed: “Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.
Er disse sange så rene tilfældigheder, eller besidder KL virkelig en sådan historisk og kristelig dannelse? Ja, i høj grad, vil jeg mene. KL har endog skrevet en rigtig salme, nemlig “Papirklip”.
Papirklip - en salme
Når nu min verden bliver kold og forladt
finder jeg trøst i min kæreste skat
klipper motiver med drømme og saks
papirsilhouetter af den fineste slags
Her er et af min far og min mor
de som gav mig til denne jord
kærlige kys og en duft af jasmin
altid solskin og sødeste min
Livet er langt
lykken er kort
salig er den der tør give det bort
Her er et af min bedste ven
utallige klip går igen og igen
et aldrig færdigt eller fuldendt motiv
sort silhouet af kvinden i mit liv
Livet er langt…
Domine et sanctus…
(gentagelse af 1. vers og omkvæd)
Scenen fra filmen “Midt om natten”
Mange kender “Papirklip” fra en scene i filmen “Midt om natten”. Men “Papirklip” handler ikke om det, som filmen handler om, eller - hvad jeg husker bedst - en forelskelse i filmens Susan Himmelblå, der blev spillet af den kønne Birgitte Raaberg med det lyse hår og de smukke blå øjne. Både “Papirklip” og “Susan Himmelblå” er skrevet helt uafhængig af filmen. Den ene en salme, den anden en konfirmationssang.
I “Papirklip” tales om fortabelse (“min verden bliver kold og forladt”) og trøst og om det lykkelige liv: forældrene, "som gav mig til denne jord", en kærlig barndom (“kærlige kys og en duft af jasmin altid solskin og sødeste min”), den bedste ven og kvinden i mit liv.
Alt det summeres så op i udtrykket “Livet er langt, lykken er kort. Og så kommer frelsen oven i med: “Salig er den, der tør give det (nemlig livet) bort”, nemlig den, som tiltales Herre (Domine) og er hellig (sanctus). Det kan kun være Jesus Kristus.
Og det er allerede nok til at kalde “Papirklip” en salme, ud fra denne definition:
“En salme er en sang, der rummer både det, Gud vil os, og det vi vil Gud. En salme er således et ekko af evangeliet, hvor det, der troværdigt kan siges om forholdet mellem Gud og mennesker kommer til udtryk i en poetisk og musikalsk form, der gør, at det “går til hjertet” - både vores og Guds.” (Jørgen Kjærsgaard).Og der er mere evangelium og grundig kristendom i “Papirklip”. Således tror jeg, at “min kæreste skat" er en henvisning til evangeliet generelt og Jesus specifikt. Jf. fx Brorsons “Troens Rare Klenodie”, og dennes tanker om salighedens sødme eller Jesus som menighedens brud. Eller jf. Chr. Scrivers store andagsbog, som har titlen “Sjæleskat”. Og ham “finder jeg trøst i” er nok en henvisning til “Trøsteren” som betegnelse for Helligånden.
Verset med “min kæreste skat" er nævnt to gange, og har allerede af den grund anderledes karakter end de to vers med far/mor/barndom og med “min bedste ven” / “kvinden i mit liv”.
Det vers, der omtaler frelseren, omtaler perfekte og færdige “papirsilhuetter af den fineste slags". Det vers, som handler om far og mor og barndom er positivt tilbageskuende.
Men det vers, som stadig positivt omhandler vennen og kvinden i mit liv, indeholder også utallige klip, ufærdige og ufuldendte, og med sort silhuet. Noget som let kan tolkes som ufuldkommenhed og synd - eller bare menneskelivet i al dets omskiftelighed.
Jeg ved ikke, hvor bevidst eller ubevidst Kim Larsen har skrevet denne tekst, men mon ikke han har været helt bevidst om den. Og han vil nok bare sige til os, der hører hans sange uden rigtig at lægge mærke til dem: “Jeg ved da godt, du synes, at jeg er en gammel nar, og hva’ så? Jeg har prøvet mit, nu skal du prøve dit. Kom så! Himmelen og stjernerne og fanden det store kvaj de står på hver sin side af dig lige nu. Sig ja eller nej!”
Bragt i Lokalavisen, Sønderborg 28. juni og 5. juli 2016.