De to forskellige Sankt Jørgen

Sankt jørgen, jønne Sct. sankt jørgen drage drage figurgruppe kalkmaleri kalkmalerier Sct. sankt jørgen drage drage figurgruppe kalkmaleri kalkmalerier Det drejer sig om to helt forskellige historier om samme person. I Broager Kirke bliver historierne sammenkædet på en helt enestående måde jf. nederst De forbundne historier.

Den historiske Sankt Jørgen


Sankt Jørgen (Jørgen den hellige, Sankt Georg, Ridder Jørgen, Jürgen, Jønne), (født ca. 275 – 280, død 23. april 303) var en kristen martyr i Palæstina under kejser Diocletians forfølgelser. Han er desuden helgen med helgendag 23. april.

Sankt Jørgens liv ved man kun lidt om. Han blev født i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Som officer i Diocletians hær vandt han stor respekt og fik indflydelse ved det kejserlige hof. Det lykkedes ham at omvende kejserinde Alexandra til kristendommen, og dette kan have foranlediget den hidtil temmelig tolerante kejser Diocletian (regerede 284 – 305) til at indlede sin blodige forfølgelse af de kristne. I 303 blev Jørgen pågrebet, torteret og til sidst, sammen med Alexandra, henrettet udenfor byen Diospolis i Palæstina.  Om det handler

Sankt Jørgens Martyrium, som er gengivet på kalkmalerierne i nordre sideskib. 

Fortællingen fra oldtiden lyder således: I byen Nicomedia tæt ved Bosporusstrædet havde den romerske kejser Diocletian sit kejsersæde. Han for bød i 303 med dødsstraf al kristendom og afbrændte byens kirker.

En kejserlig soldat Georg (græsk/latinsk for Jørgen) nægtede at adlyde og blev degraderet, skønt kejserinde Aleksandra gik i forbøn.

Sankt Georg ville ikke afsværge sin kristentro. Han modstod tortur hængt op i et træ. Han tømte et giftbæger uden at dø, og en himmelsk lynild splintrede marterhjulet. Og på den anden væg kan man se ham blive ristet over gløder, forsøgt tvunget til at knæle for afgudsbilleder, samt stukket og boret i. (Og det kan vi følge med i på kalkmalerierne i nordre sideskib).

Alt sammen modstod han, og han døde dog, da han blev halshugget. Men han sejrede samtidig, idet han som en rigtig helgen ikke afsvor han sin tro. (Georgs død og også optagelse i himlen findes ikke på kalkmalerierne, som er faldet af vægen på den vestlige side af nordre sideskib, men det må oplagt have været motiv i de manglende felter).

Den legendariske Sankt Jørgen


Legenden fortæller at Sankt Jørgen, ”Vor Herres første ridder”, kom til et land, hvor en frygtelig drage skræmte folk fra vid og sans med sin forgiftede ånde. Hver dag blev der ofret to får til den, men nu var fårene sluppet op og loddet var faldet på prinsessen, Kleodolinde. Klædt som brud var hun gået ud til dragens hule.

Sankt Georg gik nu til angreb. Med sin lanse spiddede han dragen, og med sit sværd kløvede han dens hoved og befriede prinsessen fra det onde.

Han afslog at modtage gaver for sin dåd bl.a. at få lov til at gifte sig med prinsesse Kleodolinde. Han havde viet sit liv til Jomfru Maria og kunne ikke gifte sig. Men han bad kongen vise de fattige medfølelse.

Figurgruppen
Figurgruppen med den legendariske Sankt Jørgen er fra 1490'erne, men er stærkt restaureret.

Da svenskerne hærgede landet i 1658, havde de hørt at egnens beboere skulle have gemt deres kostbarheder i dragen, der var hul indvendig. De knuste derfor dragen uden at finde noget. Også hesten slog de hul i bugen på.

Den ødelagte gruppe blev flyttet op på kirkens loft, hvor den stod til indtil 1880. Gruppen blev restaureret. Dragen var så ødelagt, at der blev skåret en ny. Der har oprindeligt hørt en knælende jomfru til gruppen, men hun er forsvundet.

De forbundne historier


Noget tyder på, at der, hvor legenden om Sankt Jørgen slutter, der fortsætter historien med Sankt Jørgens martyrium. Jørgen kommer jo tilbage efter at have dræbt dragen og afslår den belønning at gifte sig med prinsesse Kleodolinde med henvisning til, at han er en Guds tjener. 

Derved finder kongen, som altså også er kejser Diocletian, ud af, at Jørgen tilbeder en eksklusiv Gud, der ikke tillader kejserdyrkelse. Det anses i Romerriget før kristendommens indførelse for at være asocialt og er strafbart. Ifølge Sankt Jørgens martyrium er det kejserinden, der går i forbøn for Jørgen. Men i kalkmaleriets øverste, store felt er det tydeligt, at det ikke er kejserinden, der knæler ned ved siden af Jørgen i forbøn. Det er nemlig en kvinde med udslået hår, så hun må være jomfru - altså Kleodolinde. 

Nogle mener også at kunne se, at dyret bag Jørgen skulle være et får, hvorved der skulle komme endnu mere sammenhæng mellem historierne. Men det giver ingen mening, for det var netop efter, at fårene var sluppet op, og dragen krævede mennesker som ofre, at Jørgen drog ud og slog den ihjel. Dyret bag Jørgen er sandsynligvis en hest. Og det giver sammenhæng, for en sådan har netop ridderen og dragedræberen Jørgen, hvorimod man ikke kender til, om soldaten Jørgen skulle have nogen hest.