"Kirkegængerne"

Kunstværk af Ole Hansen, indviet lørdag d. 14. august 2010.

Findes 4 km sydøst for Broager i kunstnerens forhave på (hans nu forrige adresse) Krammarksvej 32, Gammelgab, 6310 Broager.


Kirkegængerne kan ses fra vejen, men man er velkommen til at komme ind på plænen og kigge nærmere. Ser man igennem kirken, vil man kunne "sigte på" Broager Kirke.

Når man betragter de enkelte kirkegængere, som består af store skelsten fra egnen, vil man ifølge Ole Hansen genkende forskellige typer og figurer.


Tale ved indvielsen af "Kirkegængerne" 


af sognepræst Stefan Klit Søndergaard

Jeg har fået lov til at sige et par ord ved indvielsen af dette kunstværk, og det gør jeg gerne, om end det er med nogen bekymring.

Det er nemlig sådan, at kunsten er farlig. Det er der en lille sønderjysk historie om, en historie, som I sikkert kender de fleste af jer: Det er historien om drengen, der sidder udenfor ved en vandpyt og bygger noget op med mudder og strå og pinde. Og så kommer præsten hen til drengen og spørger, hvad han laver. Og drengen forklarer, at ”det her, det er et kirkegårdsdige, det der er kirken, det der er degnen osv. Og præsten spørger mere ind til detaljerne, men får ikke at vide, hvad han fisker efter. Til sidste spørger han utålmodigt: Skal der da ikke være en præst? Hvorpå drengen svarer, at det har han sandelig ikke mudder nok til at lave.

Jo, kunsten er farlig. Ikke bare for det, som ligger i udtrykket, figuren, billedet, men også for det, som folk – mere eller mindre med rette – læser ind i det eller tænker, når de ser det. Tag fx den lille smedejernstyrekalv, som blev sat op på plænen uden for kirken over mod sognegården for nogle år siden. Det var bare en lille kalv, og den var sort og er nu blevet rustrød. Men straks skulle folkeviddet udfolde sig, og man hørte bibelcitater fra mennesker, som ellers aldrig citerede bibelen. ”Dansen om guldkalven”, sagde de. Smart lød det, men helt forkert var det, for dansen om gulvkalven må jo i vores moderne sammenhæng være materialismen, forbrugs- og medie-samfundet, som vi alle lader os opsluge alt for meget af. Men den lille kalv står for det absolut modsatte: roen, eftertænksomheden, det enkle.


Og nu kunstværket ”Kirkegængerne”. Også dette kunstværk rummer en fare. Det rummer en fare for præsten, som kan få at høre: ”Nå, du har ikke ret mange kirkegængere i sognet! De er noget firkantede dine sognebørn! De kommer aldrig ind i kirken!” Og de rummer en fare for kunstneren, som kan blive stillet til regnskab for sine motiver eller endog blive bedømt som kirkegænger selv.

Jo, kunst er farlig. Men kunsten er heldigvis også farlig for betragteren. Den, som ser på kunstværket, bliver jo ofte tvunget til at tænke lidt over, hvor hun eller han selv er i billedet. Når man ser nogle mennesker, som er på vej, så må man overveje, hvor man selv er på vej hen, hvis man overhovedet er på vej eller ikke bare lader sig føre af strømmen.

Og hvem er de mennesker, vi ser? Hvordan er bevægelsen? Er det den lige vej? Her følger kirkegængerne en svungen vej. Det er det givne og traditionen, der har bestemt vejen; den er ikke tegnet med lineal på et kort, men blevet i vekselvirkning mellem naturen, terrænet og andre mennesker i bevægelse.

Og det er oftest de buede og svungne veje, der bedst leder os til målet. De lige veje er måske afveje, luftkasteller, afstikkere. ”Jeg skal lige” er tit blevet indledning til noget, som gik skævt.

Skal kirkegængere gå i kirke? Det spørgsmål trænger sig også på. ”Gerne”, siger præsten, ”der er også rart indenfor, og det er måske målet for bevægelsen”.

Men kirkegængere er ikke bare dem, der når frem. Det er også dem, der er på vej. Dem, der skuer kirken i det fjerne, når de kommer hjem fra en kort indkøbstur eller en lang udenlandsrejse. Kirkegængere er dem, der hører aftenklokkerne i det fjerne og føler sig hjemme. Kirkegængere er også dem, som hører sjæleringningen, og mindes en bekendt, en nabo, en ven.

Og kirkegængere er vi, som betragter dette kunstværk, som skaber, hvad det nævner. Tak for det!