Jeg har aldrig tvivlet på Gud

artikel fra Udfordringen

Den kristne tro er fundament for musikeren og entertaineren, Sigurd Barrett, der bl.a. er kendt fra TV-programmerne ”Sigurds Bjørnetime” og ”Hit med Sangen”

Af Dorthe Stieper

- Troen har jeg med fra min mor. Hver aften sang hun ”Nu lukker sig mit øje” og bad Fadervor med mig.

Når jeg spurgte til livets fundamentale spørgsmål, fortalte hun mig, at Gud var til og holdt af alle mennesker, fortæller Sigurd Barrett.

Som han sidder her i sit hjem i Valby og taler om sin tro over en kop kaffe, udstråler han lige så megen varme og mildhed, som når han optræder på TV.

Sigurd Barrett er adoptivbarn. Han blev født i København og adopteret af et ægtepar i Viborg, hvor han voksede op som enebarn. Han er oprindelig døbt Søren, men er altid blevet kaldt Sigurd, som nu er hans kunstnernavn og officielle mellemnavn.

Ifølge Sigurd gav faderen ham musikken, og moderen ham troen. Begge hans adoptivforældre er nu døde.

- Jeg har fået så mange gode gaver her i livet af Vorherre. Så det mindste jeg kan gøre er vel at tro på ham!

- Mine adoptivforældres død er første gang, jeg har oplevet Vorherre være unådig imod mig. Jeg holdt meget af dem. Men jeg tror, de er i Himlen nu. Det gør, at jeg ikke er bange for døden mere. Jeg ved jo, jeg skal se dem igen.

Et fast holdepunkt i en zap-tid

Barnetroen er aldrig blevet rokket. Den holder stadig.

- Min tro er klippefast. Jeg har aldrig tvivlet på Gud, erklærer Sigurd.

- Jeg møder mange mennesker, der har den der lidt leverpostejagtige måde at tro på, hvor det bliver diffust hvem eller hvad for ”noget”, de tror på. Eller kristendommen bliver en stor buffet, hvorfra man kan tage det, man kan lide og skabe sig sin egen gud. Det provokerer mig. Så sætter man sig selv i centrum. Så bliver det mig, der bestemmer, hvordan Gud skal være. Sådan fungerer det ikke. Min Gud er, som Gud er, fastslår Sigurd.

Sigurd kan lide at gå i kirke, men indrømmer at det ikke sker så tit.

- Når man har været af sted på arbejde hele fredag og lørdag til langt ud på natten, og søndagen bliver den eneste dag, hvor man kan være sammen som familie, så er det ofte svært at komme af sted som børnefamilie, erkender Sigurd.

Når det sker, kommer familien gerne i Frederiksberg Slotskirke eller Jesuskirken.
- Jeg holder meget af velsignelsen og nadveren. Jeg kan lide, der er tid til eftertænksomhed og fordybelse i gudstjenesten.

- Jeg hører ikke til dem, der ønsker, at kirken skal få installeret trommesæt og elguitar eller gøre mere reklame for sig selv. Jeg synes, det er godt, at Folkekirken er et sted, hvor der er tid til fordybelse og ro.

- Vi lever i en zap-tid, hvor alt skal gå hurtigt, og det er svært at fastholde noget. Det gør det svært at være et troende menneske i dag, fordi troen handler om fordybelse og grundlæggende overvejelser. Samtidig synes jeg at spore en modreaktion mod tidsånden. Folk har et voksende behov for en ballast i denne livs-karrusel. Jeg tror, kirken meget vel kan vinde terræn her, fordi den kan møde det behov, siger Sigurd.

Troen naturlig i familielivet

Den kristne tro påvirker også Sigurd og hans familie i hverdagen. Der bedes Fadervor, lyttes til morgenandagten på P1 og lægges vægt på, at man behandler hinanden ordentligt.

Sigurd er gift med Winnie, som er operasanger.

- Kristendommen er en helt naturlig referenceramme for Winnie og mig. Jeg synes, det er rart, vi sammen har troen som et fundament.

Ægteparret har tre børn og et fjerde på vej.

- Vi presser ikke kristendommen ned over hovedet på børnene. Troen er der som et tilbud. På længere sigt håber jeg, børnene vil værdsætte troen og de fælles værdier, vi har som familie.

Tid sammen med børnene og som ægtepar prioriteres højt. Selv om begge forældre har karrierer, der kræver, at de ofte arbejder, når andre holder fri, så har børnene ikke lange institutionsdage.

- Familien fylder den vigtigste plads i mit liv. Når jeg ikke arbejder, bruger jeg min tid på min familie. Når det kan lade sig gøre, tager jeg børnene med på arbejde, eller Winnie med, så vi får lidt tid sammen. Det kræver meget planlægning, men vores erfaring er, at det kan lade sig gøre at kombinere karriere og familieliv, fortæller Sigurd og tilføjer, at de også får god hjælp af nærmeste familie og et par barnepiger.

Kristentro afspejles i TV og shows

Selv om Sigurd ikke ser det som sin opgave at missionere, så afspejles troen alligevel i hans person, TV-programmer og shows, når han optræder.

- Jeg prøver at være ydmyg og vise, at jeg er et menneske og ikke bare en arrogant stjerne. Når jeg laver børneshows og har mulighed for det, skriver jeg gerne autografer og hilser på hver enkelt barn for at vise dem, at hvert eneste menneske har værdi.

- Jeg tager afsæt i mit kristne verdensbillede og min person og afspejler på den måde, at der er noget, der er større end mig, og at vi alle sammen er lige for Gud.

Også Sigurds musikalske shows for voksne præges af en i dag sjælden anstændighed. Her gøres der hverken grin med sex eller religion.

- Det er ikke nødvendigt. Faktisk er jeg utrolig dårlig til at fortælle sjofle vitser. Men jeg synes heller ikke, de hører hjemme i mine shows. Det er for billigt. Jeg vil hellere satse på musikken som fundament, og så bygge humor og timing op som huset. Jeg har ikke behov for at have kælderen med, pointerer Sigurd, som nyder stor respekt for netop den satsning.