Åbent brev til Danmarks biskopper:
Er virkeligheden nu noget, vi selv skaber?
Kristeligt Dagblad, d. 26. november 2011
Kan det virkelig passe, at samtlige biskopper i Danmark mener, at det homoseksuelle parforhold er af samme art som ægteskabet mellem mand og kvinde, spørger præster i fælles brev
Den 23. november om morgenen kunne man læse på Kirkeministeriets hjemmeside, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle par skal kunne indgå ægteskab på rådhuset og i folkekirken på lige fod med ægtepar bestående af en mand og en kvinde, og at der skal udarbejdes et ritual for homoseksuelle pars ægteskabsindgåelse.
Vi var nok en del, for hvem denne regeringsbeslutning kom overrumplende, idet diskussionen om, hvorvidt et registreret partnerskab er det samme som et ægteskab, stadig pågår og skiller vandene i folkekirken.
Men selvfølgelig burde ingen være overrasket over, at kirkeministeren ønsker at gå imod sproget, al menneskelig erfaring samt 2000 års kirkelig og verdslig forståelse af ægteskab og familie.
Hvad der imidlertid kan undre, det er, at man i bekendtgørelsen fra Kirkeministeriet kan læse, at biskopperne har tilkendegivet, at de vil indgå i samarbejdet om at udarbejde det nye vielsesritual.
Kan det virkelig passe, at samtlige biskopper i Danmark er af den overbevisning, at det homoseksuelle parforhold er af samme art som ægteskabet mellem mand og kvinde?
Kan det passe, at samtlige landets biskopper er uanfægtede af, at kirkens ægteskabsvelsignelse hidtil har hvilet på Skriftens ord om, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?
Kan det passe, at samtlige landets biskopper er uanfægtede af, at kravet om, at det registrerede parforhold skal regnes for et ægteskab, udtrykker en ukristelig tro på, at virkeligheden er noget, vi mennesker selv skaber; at virkeligheden altså ikke er givet, men er en menneskelig konstruktion?
Ifølge denne tro skabes virkeligheden i den menneskelige bevidsthed – ”vi er, hvad vi synes, vi er ”.
For kristent forstået er mennesket skabning, og virkeligheden skabt af Gud. Ægteskabet (foreningen af de to ”forskelligheder”, mand og kvinde) er en gudgiven ordning, hvoraf alt menneskesamfund udspringer.
Samtidig er denne forening af mand og kvinde et billede på Kristus og kirken, hvilken det eksisterende vielsesritual tydeligt understreger.
Lad det være sagt, så det ikke skal misforstås: at ægteskabets ordning som familiestiftende velsignelse ikke er ensbetydende med en fordømmelse af homoseksuelle mennesker.
Men den angiver en forskel – den forskel, at ikke ethvert menneskeligt forhold bygget på kærlighed er et ægteskab, for ægteskabet er noget ganske bestemt: det forpligtende forhold mellem mand og kvinde. Velsignelsen lyses ikke over følelser, men over ordningen. Denne ordning bliver af Gud selv kaldt velsignet, hvilket alene er grunden til, at kirken velsigner den.
Undertegnede præster i folkekirken er ganske uforstående over, at I biskopper uden videre kan forene jeres bispeløfte om troskab mod bibel og bekendelse med udarbejdelsen af et ægteskabsritual for homoseksuelle. Vi forventer en omhyggelig redegørelse for hver enkelt biskops teologiske begrundelse for et sådant rituals overensstemmelse med Skriften og bekendelsen.
Dette så meget desto mere, som vi i vores præsteløfte har lovet at agte vores foresatte. Men hvordan kan man som præst agte en biskop, der lader hånt om Skriften og bekendelsen, og som åbenlyst føler sig kaldet til at formulere en ny virkelighed?
Det er trist at se, at den offentlige mening åbenbart er mere skræmmende for vor tids biskopper, end de vilde dyrs tænder i Colosseum var det for oldkirkens biskopper.
Agnete Raahauge, sognepræst, Hørup Sogn, Haderslev Stift; Claus Thomas Nielsen, sognepræst, Stauning , Skjern Pastorat, Ribe Stift; Søren Holm, sognepræst, Flødstrup-Ullerslev Pastorat, Fyns Stift; Karsten Bjerreskov Farup, sognepræst, Herstedvester Sogn, Helsingør Stift; Elisabeth Krarup Jensen, sognepræst, Augustenborg Sogn, Haderslev Stift; Morten Rydal, sognepræst, Hem-Hindborg-Dølby Pastorat, Viborg Stift; Jesper Bacher, sognepræst, Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat, Lolland-Falster Stift; Margrethe Horstmann, konstitueret sognepræst, Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat, Lolland-Falster Stift; Sten Vedstesen, sognepræst, Brøns-Vodder Pastorat, Ribe Stift og Morten Brøgger, sognepræst, Stillinge-Hejninge Pastorat, Roskilde Stift
(Underskriverne har lavet en blog med flere artikler om samme emne: Red Ægteskabet!)
Kommentar dertil på Kristeligt-Dagblads hjemmeside samme dato:
Samarbejdspolitik over for den hedenske stats etos og guder...
Tak til mine kolleger for denne protest, som jeg til fulde kan tilslutte mig.
I Broager Kirke, hvor jeg er præst, findes en række kalkmalerier, som viser Georgs (/Jørgens) Martyrium. Det handler om en kristen, som ikke ville give efter for hedenskabets krav om at dyrke statens etos og guder.
Kalkmalerierne og denne martyrlegende bygger på historiske begivenheder, som man kan læse om i guvernøren Plinius’ brevveksling med kejser Trajan, hvor det fremgår, at statsmagten ville tvinge de kristne til at vise tolerance og følge det omgivende samfunds normer.
Og nogle af de kristne heriblandt Georg ville (som senere Kaj Munk og Dietrich Bonhoeffer) ikke følge disse normer og ville ikke bøje sig for kejserens billede, selv om det nok var hysterisk og uklogt og kostede dem livet. Men mange gav efter og underlagde sig de gældende vilkår og overlevede. Og i den forbindelse opstod som de donatistiske stridigheder, hvor nogle af de mere principfaste kristne betvivlede gyldigheden af de eftergivendes ritualer og sakramentale handlinger.
Og kan det så sammenlignes med den nuværende situation? Ja, det synes jeg, når statsmagtens religionspolitik spændes for folkekirkens vaklende vogn. Og når biskopperne i det store hele kun sender signaler om “samarbejdspolitik” for at vinde fred i vor tid.
Og det er helt oplagt, at biskopperne underminerer deres egen autoritet. Biskopper i folkekirken har jo historisk, formel og mere eller mindre personlig autoritet på det liturgiske område og har indtil nu haft initiativretten mht. ritualbøger og ændringer deri. Og indholdet i disse bøger har hidtil været temmelig godt bibelsk, teologisk og kirkehistorisk begrundet. Men med en kommende indførelse af et samkønnet partnerskabsindstiftende ritual måske endog benævnt "ægteskab" vil disse begrundelser mangle.
Hvis biskoppernes undskylder sig med, at “vi må leve med, at folketinget er folkekirkens ‘synode’”, så har biskopperne deponeret autoriteten i fremmede hænder. Og så må menigheder og præster søge autoritet andetsteds eller leve med manglen, fordi der ligesom under kristendomsforfølgelserne ikke er noget alternativ til den svækkede kirke (mange steder udenfor storbyerne i hvert fald er folkekirkens sognemenigheder jo eneudbyder på det kirkelige område).
Selv om jeg ikke vil falde i den donatistiske vildfarelse og afvise gyldigheden af frafaldne kollegers ritualer og sakramentale handlinger, kan jeg dog kun betragte en kommende indstiftelse af samkønnede ægteskaber som narreværk og tomme ord.
Og mere og mere aktuelle bliver ordene i den ene af de to bønner, som man læser i slutningen af vielsesritualet: ”Vi takker dig himmelske Fader, fordi du har indstiftet ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne din ordning og velsignelse urokket også iblandt os.”1
Og mens andre rokker ved ordning og velsignelse, vil jeg takke derfor og stå fast.
Stefan Klit Søndergaard, sognepræst i Broager i Haderslev Stift |
|
|
